Indvandringens Historie

Fra fortid til nutid i immigrationsmæssigt og demografisk lys

Oldtid

I de mindst tre istider, som har kunnet konstateres, lå Danmark ubeboeligt hen, men i perioderne mellem istiderne, har arkæologerne fundet tydelige tegn på, at der har færdedes homo sapiens neanderthalensis (neandertal-mennesket) i Danmark. Eksempelvis har arkæologerne nær Langaa i Jylland fundet dådyrknogler, som var knust af menneskehænder øjensynligt for at komme ind til marven. Hollerup-fundet, som det kaldes, menes at være ca. 80.000 år gammelt. Neandertal-mennesket uddøde imidlertid under den sidste istid, så den første indvandring til Danmark sydfra blev ikke af varig natur.

Omkring 14.000 år før Kristi fødsel indtrådte der en mildning af klimaet i Skandinavien, som markerede afslutningen på den sidste istid. Isen begyndte at trække sig tilbage fra det danske område. Det tog imidlertid isen ca. 3.000 år helt at trække sig tilbage fra det danske landskab, idet klimaet i denne periode var yderst omskifteligt. Det vidtstrakte fastland med tundra gav gode græsningsmuligheder for rensdyr, og da disse voksede støt i antal og klimaet samtidig var blevet mildere, tiltrak det de første jægerflokke af homo sapiens til de øde områder. Disse jægere stammede fra det store nordvesteuropæiske lavland og området omkring den nedre Elb og Weser. Arkæologerne kalder disse første danskere for Hamborg-jægerne. De første fund af kortvarige jægerbopladser, som typisk var placeret på bakketoppe som udkigsposter langs med renernes trækruter, kan dateres til omkring år 11.000 f. Kr. Kort efter fulgte Ahrensburg-jægerne fra det nordøstlige tyske lavland. Antallet af mennesker i Danmark anslås på denne tid højest at have været omkring 1.000.

Mellem år 10.000 og år 9.500 f. Kr. synes mennesket for alvor at have fået fodfæste i Danmark. I takt med at klimaet i denne periode blev stadig mildere, blev store tundraområder dækket af åben birkeskov og senere fyrreskov, som gav levemuligheder for andre dyrearter såsom elge, urokser og vildheste. Fra omkring år 9000 f. Kr. har man i Danmark og Skåne fundet mange jægerbopladser, der som følge af ændringen i landskabet og faunaen nu blev anlagt på lave næs og ved bredden af søer, åer, bugter og fjorde.

Eftersom klimaet blev stadig mildere fra år 8.000 til 7.000 f. Kr., hvor gennemsnitstemperaturen for juli måned kom op på mellem 18 og 20 grader, udviklede dyrelivet sig og blev stadig mere mangfoldigt. Hjorte, bjørne, vildsvin og ulve var dyrearter, som i denne periode kom til. De gode jagtmuligheder og skovbundene, som skaffede supplement til føden i form af bær, urter, rødder og hasselnødder, bevirkede, at de små spredte jægersamfund, som var på vandring året rundt, voksede i antal.

Omkring år 6.500 f. Kr. var klimaet stadig mildt, men dog fugtigere, hvilket blandt andet bevirkede, at løvskov gradvist blev dominerende med linden som det mest almindelige træ. Dyrelivet og vegetationen var præget af vækst og stor variation, et spisekammer uden lige, som jægerne udnyttede med deres forbedrede jagtvåben og bedre fangstredskaber til fiskeri. Bopladserne blev større, hvilket er et indicium på, at befolkningstallet har været stigende. Det er fra jægerstenalderens (9.000-4.000 f. Kr.) sidste del, at de mange køkkenmøddinger stammer, altså ophobede affaldsdynger på og ved bopladserne.


Fra omkring år 4.000 f. Kr., hvor befolkningen skal tælles i adskillige tusinder, skete der en gradvis overgang fra midlertidige jæger-, fanger- og samlerbopladser til mere permanente bosættelser, hvilket i stor udstrækning skyldtes den store biologiske rigdom, som havde givet menneskene gode levevilkår. Agerbrug og kvægbrug vandt indpas og menneskene begyndte for første gang at ændre på naturen ved at skabe grundlag for selvforsørgelse ved kvægopdræt og dyrkning af den fede jord. Skiftet fra jægerstenalderen til bondestenalderen (4.000-2.800) skyldes utvivlsomt en stigende befolkningsmængde, et større pres på ressourcerne og dermed en forstærket kamp om de gode biotoper.

Danskerne blev bønder, og det forblev hovedparten af befolkningen med at være de næste små 6000 år. Først ved industrialiseringens gennembrud sidst i 1800-tallet begyndte det danske bondesamfund en march mod industrisamfundet, og faktisk helt frem til 1930erne var Danmark stadig et landbrugsland.

Det var i bondestenalderen, også kaldet den yngre stenalder, at kimen blev lagt til, at Danmark udviklede sig til et landbrugsland i årtusinder. I skovene, hvor lind, elm, ask og eg dominerede, begyndte man at skabe rydninger og græsningsarealer til okser, svin og får. I det små begyndte man at eksperimentere med agerdyrkning med primitive former for hvede og byg. Overgangen til bondesamfundet var en langstrakt proces, og de første danske bønder har stadig fisket, gået på jagt og samlet føde i skovbunden.

Men mennesket var begyndt at ændre på naturen og selv at frembringe føden fra tamdyr og korn, hvilket skabte basis for, at flere munde kunne mættes. Den uundgåelige konsekvens var, at befolkningstallet fortsatte med at stige svagt. Bosætninger fik mere og mere karakter af bygder med langhuse. Handel og vareudveksling med andre bosætninger begyndte i denne periode at tage form. Urdanerne fra perioden har sat mange eftermæler i form af store stendysser og jættestuer, som især stammer fra den yngre bondestenalder.

Viden om bedre dyrkningsmetoder og kultivering af kvæg- og svinebrug menes at være kommet hertil via en langsom, men beskeden indvandring fra de nordlige og midttyske områder.

Da den ældre bronzealder indtrådte omkring år 1700 f. Kr., var menneskene i Danmark for alvor blevet bønder: de tæmmede dyrearter udnyttedes mere effektivt, kvæget blev malket og markerne pløjet med plove og vogne trukket af trækdyr. Fårets uld blev i modsætning til tidligere udnyttet i beklædningsøjemed.

De første kontakter

Indtil bronzealderens komme havde der ikke været noget handelssamkvem med folk fra Syd- og Mellemeuropa, men det ændrede tidens behov for det nye metal bronzen på, som fortrængte den ellers højtudviklede stenteknologi. De kobbersager, som er fundet i Danmark fra den sidste del af bondestenalder (2.800-1.700), må formodes at være havnet i Danmark ad snørklede kanaler og have skiftet hænder adskillige gange. Malmlejerne lå i Harzen, Erzgebirge og i området omkring floderne Saale og Unstrutt i Mellemtyskland.

Bronzen derimod stammede primært fra Ungarn og Transsylvanien, og med tyske handelsfolk endte den i stigende grad i de danske bygder, hvor de tyske købmændene byttede deres metal til rav, uld og bivoks. Alle profiterede af handlen, om end der ikke er noget, der tyder på, at der var tale om organiseret langdistance-handel. De handelsfolk, der kom, lavede imidlertid gode forretninger, og de fastboende bønder i Danmark fik gennem bronzen forbedrede redskaber til agerbrug og husdyrhold samt bedre jagtvåben og værktøjer i alle henseender.

Den spæde start på dansk håndværk tog sin begyndelse, da teknologien med omsmeltning af bronzen blev lært. Bronzestøberne har rådet over en avanceret knowhow ved bearbejdningen af bronzen, idet bronze først smelter ved omkring 1000 grader. Den nordiske dekorationskunst nåede et højt stade med spiralmønstre og geometriske motiver, og i mange landsbyer var der støberiværksteder, hvor håndværksmestrene arbejdede.

Bronzealderfolkene i Norden havde havgående skibe, og de havde handelsmæssig kontakt med hinanden fra Sydnorge, den svenske Kattegatskyst, Jylland, øerne til den tyske Østersøkyst. De fund, der er gjort af religiøs og symbolagtig karakter, har fælles præg fra Jylland til Sydsverige, hvilket vidner om en fælles kultur. Ved afslutningen af den yngre bronzealder omkring år 500 f. Kr. var befolkningen vokset til maksimalt 200.000 1).

Opbrudstid og samlingsbestræbelser

Ved jernalderens begyndelse (keltisk jernalder 500 f. Kr. til Kristi fødsel) var det danske landskabs karakter for alvor ved at blive ændret af mennesket. Skoven var blevet mere og mere trængt tilbage og det åbne kulturlandskab var ved at opstå. I de kommende århundreder blev bronzen langsomt erstattet af jernet som redskabsmateriale, idet man i Sydskandinavien havde opnået viden til at fremstille jern udvundet af myremalm, som dannes naturligt på sure og fugtige steder som moser og enge.

Processen til fremstilling af jern har jernaldermennesket utvivlsomt tilegnet sig via kontakter med mennesker fra Centraleuropa. En åben lerbygget ovn blev forvarmet med brænde, hvorefter trækul og malm blev hældt lagvis på fra ovnens åbne top. Malmen reduceredes til metallisk jern, som efter udtagelsen bearbejdedes ved hamring for at fjerne slaggen. Herefter lå råjernen klar til forarbejdning af for eksempel redskaber og våben.

De nye jernredskaber bevirkede, at det blev nemmere at gøre indhug i de sidste tætte skovområder. Det var også nødvendigt, da befolkningen fortsatte med at vokse både i den keltiske jernalder
(0-400 e. kr.) og i den germanske jernalder (400-750), hvor befolkningen i Danmark i periodens sidste del skønnes at være vokset til et sted mellem 450.000 og 500.000 2), skønt en byldepest fra Sydeuropa i den germanske jernalder forårsagede en midlertidig stagnation i folketallet. Befolkningsvæksten har altså i gennemsnit ligget på ca. 0,07% årligt fra den sidste del af bronzealderen til jernalderens afslutning omkring år 750.

Indflydelsen fra Centraleuropa var igennem hele jernalderen svagt stigende, hvilket skyldtes, at
de germanske og keltiske stammer var begyndt at samle sig og skabe statsdannelser. I Danmark mærkedes dog kun svagt, at den romerske rigsgrænse langs Rhinen og Donau kort efter vor tidsregnings begyndelse skilte den såkaldte civiliserede verden fra barbarerne.


Landsbysamfundene udviklede sig roligt, alt imens deres antal var stærkt stigende samtidig med, at der overalt blev inddraget stadig mere land til dyrkning. En social lagdeling fandt også sted, hvor høvdinge samlede flere små landsbysamfund til større naturlige geografiske enheder. I slutningen af den keltiske jernalder synes der at finde en magtkoncentration sted, som fortsatte helt frem til vikingetiden. De mindre høvdingedømmer blev så at sige mere eller mindre frivilligt opslugt af deres større og stærkere naboer.

Den romerske militære ekspansion, som i tiden kort efter Kristi fødsel kortvarigt stødte helt frem til Elben, medførte, at de germanske stammer, herunder danerne, som første gang nævnes i litterære kilder i 500-tallet, organiserede og disciplinerede deres krigsførelse efter mere eller mindre romersk forbillede.

Gravfund fra den romerske jernalder viser kostbare guldsmykker, guldmønter, ædelmetaller, sølvdrikkebægre, glas, smukt ornamenterede våben, perler og sjældne tekstiler. Hvordan kostbarhederne helt nøjagtigt nåede frem til Danmark er stadig et åbent spørgsmål, men det er ikke utænkeligt, at der har været mere eller mindre faste handelsforbindelser til romerrigets nordlige provinser. De første runeindskrifter fra omkring 200 e. Kr. kan muligvis også være opstået under påvirkning fra det latinske alfabet.

De første kilder, som beskriver de nordgermanske stammer, som udgik fra Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne, er Prokopios (6. årh.) græsk-byzantinsk historiker, Jordanes (6. årh.) østgotisk historieskriver og Hieronimus (ca. 347- ca. 420) oldkirkelig teolog og skribent fra Dalmatien samt Beda (673-735) angelsaksisk teolog og historieskriver. Følgende stammer nævnes: heruler, teutoner, danere, jyder (Jutes), cimbrere og anglere.

Beda beskriver en flåde anført af de jyske brødre Hengist og Horsa, der i 449 e. Kr. gjorde landgang i Kent, Isle of Wight og dele af Hampshire, hvor de med deres folk, slog sig ned. En forbindelse med de to høvdinges jyske områder formodes at være optaget de følgende år. Allerede i jernalderen kunne man i Sydskandinavien konstruere plankebyggede skibe med plads til 24 mand, som var bygget til flere dages sejlads på åbent hav.

Af andre kilder fra denne periode kan nævnes den frankiske historieskriver Gregor af Tours (538-594), som beretter om danernes plyndringstogt til Nederlandene og Nordfrankrig omkring år 515, og i det engelske Bjowulf-kvad (først i 700-årene) skildres danerne som et mægtigt folk, der herskede over et vidtstrakt rige. I 700-årene optræder navnet daner flere gange i udenlandske kilder, blandt andet i den angelsaksiske missionær Willibrords skrifter (frisernes apostel), og det latinske landenavn Dania dukker for første gang op som betegnelse for det danske område. Willibrord var omkring år 710 i Danmark, hvor han forgæves forsøgte at omvende en lokal hersker ved navn Ongendus til kristendommen.

Karl den Stores (frankerkonge og tysk-romersk kejser 800-814) ekspansion mod nord bevirkede tilsyneladende, at danerne samledes om en konge for at imødegå truslen fra syd, og det skete bl.a. ved udbygning af det tidlige Danevirke (påbegyndt 737 e. Kr.), som dermed kom til at markere danernes sydgrænse, der gik fra volden i øst ved Slien til Ejderen i vest. De historiske overleveringer fortæller, at den danske kong Gotfred (Gudfred) i 808 lod opføre en vold mod Karl den Stores hær, og at denne vold skulle strække sig ”fra Østersalt til Vesterhav”. Det er det første konkrete tegn på tidlig dansk kongemagt, selv om andre kongenavne er nævnt før Gotfred i kvad og sagn.
Det er først i vikingetiden, at Danmarks navn første gang gengives i en udenlandsk kilde. Det er i den angelsaksiske oversættelse fra 890 e. Kr. af den kristne forfatter Orosius` verdenshistorie. Heri skives landets navn Denemearc.

De store folkevandringers tid i Europa (ca. 375 til ca. 600 e. Kr.), som ændrede Europas landkort i mange hundrede år, synes at være gået uden om Danmark. Der er ingen tegn på, at de folkestammer (hunner, gotere, svebere, vandalere, burgundere, alemannere, frankere og longobardere), som i disse år med deres vandringer og krigstogter vendte op og ned på Europakortet, har nået Danmarks grænser, endsige slået sig ned på dansk jord.

Så da den germanske jernalder omkring 750 e.Kr. bliver til vikingetiden, hvor Danmarks befolkning menes at have ligget på maksimalt 500.000, har der så at sige ikke fundet anden indvandring sted end fra få hundrede medlemmer af germanske stammer fra det nordlige Tyskland.

Imidlertid siger sagnet ifølge Jordanes, som dog sad langt væk fra begivenhederne og skrev et sted i det Byzantinske Rige, at ”danerne er udgået af sveernes (svenskernes) rod” og skal have fordrevet de fastboende herulere fra deres hjemegn og/eller have blandet sig op med dem. Dette skulle være sket i 200-årene. Mellem år 510 og 520 skulle en del af de ikke-fordrevne herulere være vendt tilbage og igen have slået sig ned i Danmark.

Det er og bliver imidlertid gisninger, idet Jordanes` oplysninger hviler på et spinkelt grundlag, men i årene fra ca. 200 e. Kr. til omkring 550 menes flere beslægtede befolkningsgrupper i Danmark dog at have været på krigsfod med hinanden, hvilket flere krigsofferfund fra perioden tyder på. Moderne arkæologer anser dog de nordiske forhistoriske befolkninger for at have været relativt lukkede 3). Den stedfundne befolkningstilvækst er altså sket ved egen ”produktion”, som helt frem til sidst i 1700-tallet var præget af både høj dødelighed og høj fertilitet.

Samling og ekspansion

Først efter år 800 begyndte udenlandske kilder så småt at interessere sig for Danmark. Det har ikke med sikkerhed kunnet fastslås, om Danmark på dette tidspunkt havde en central kongemagt, eller om landet stadig var opdelt i større eller mindre høvdingedømmer. Sikkert er det imidlertid, at Danmark har navn efter stammen, danerne, som egentlig betyder fladlandsbeboere, mens -mark, på fællesgermansk har betydningen enten åbent land, grænseområde eller agerjord, altså danernes/fladlandsbeboernes grænseområde/agerjord.

Store bygningsværker som f. eks Danevirkevolden (737) og Kanhavekanalen på Samsø (726) samt anlæggelse af en større markedsplads i Ribe omkring år 700 og ca. 50 år senere handelsbyen Hedeby tyder på, at der allerede i begyndelsen af 700-årene må have været en eller anden organiserende centralmagt af betydelig styrke, i hvert tilfælde i Jylland. Selv om der ikke eksisterer en kilde, som med sikkerhed kan fastslå en konge for hele riget, så er det overvejende sandsynligt, at der allerede før år 800 har eksisteret en slags centralmagt, som har haft kontrol over riget.

I 800-årene har frankiske og tyske skrivere beskrevet grænsestridigheder med danerne, og der omtales nogle konger, blandt dem Gotfred (ca. år 800) og de næsten samtidige (813) samkonger, Harald og Reginfred, som også kontrollerede dele af Sydnorge. Kongerne Horik den Ændre og Horik den Yngre, som omkring år 850 tillod den kristne missionær Ansgar (missionsvirke i Danmark i perioden 826-865) at bygge to kirker i Danmark, nævnes også, men det er først kort før år 950, hvor den kontinuerlige kongerække begynder med Gorm den Gamle og Harald Blåtand, at historikerne med sikkerhed kan fastslå en samlende kongemagt for hele riget.

Med budskabet på den store runesten i Jelling lod Harald Blåtand danerne forstå, at han var rigets konge, og at han havde gjort dem kristne (ca. år 968). På den lille Jelling-sten fra omkring 935 er Danmarks navn første gang nævnt inden for rigets grænser. I Harald Blåtands lange regentperiode (afsættelse af sønnen Svend Tveskæg omkring år 987) konsolideredes kongemagten. Riget blev udvidet med herredømmet over Norge, mens grænsekampene fortsatte mod det tysk-romerske rige.

Et tabt slag 974 ved Danevirke til en tysk-romersk hær var givetvis årsagen til, at Kong Harald lod fire store ringborge opføre. Disse ringborge var fuldstændig ens i deres geometriske grundprincipper, og deres funktion har givetvis været en militær stabilisering af riget under indtryk af en truende ydre fjende.

Med kongedømmets etablering blev en oversøisk ekspansion indledt, som havde sin grund i flere faktorer, dels rygter om rigdom i form af guld og sølv, som næredes af hjemtaget plyndringsgods, almen eventyrlyst samt en voksende befolkning, hvis vækst i vikingetiden (750-1050) begunstigedes af et mildt klima og forholdsvist stabile interne politiske forhold, som muliggjorde et øget handelssamkvem både mod syd, øst og vest. Da vikingetiden i midten af 1000-årene glidende gik over i den tidlige middelalder, er det sandsynligt, at antallet af indbyggere i riget var vokset til over 600.000 - en naturlig årlig befolkningstilvækst i de omhandlede 300 år på omkring 0,1% .

Den krigeriske dansk-norske oversøiske ekspansion ændrede ikke på, at Danmark fortsat var et landbrugsland, hvor bønderne levede et roligt og fredeligt liv, selv om der i perioden skete en erhvervsspecialisering. Vikingesamfundet var dog hovedsageligt delt op i tre grupper: krigeroverklassen, de frie bønner og trællene, hvoraf en del må formodes at have været enten købte trælle eller hjemtagne krigsfanger fra oversøiske togter.

En fremragende skibsbygningsteknik, som frembragte store sødygtige egetræssejlskibe på op til 35 meter i længden og 5-6 meter i bredden med en bemanding på op til 70 mand, lagde i vikingetiden grunden til, at Danmark blev en stor europæisk søfartsnation og regional stormagt, hvilket riget forblev, lige indtil englænderne ødelagde flåden i 1807.

Nordboerne var dygtige søfarere. Den oversøiske ekspansion omfattede ikke kun et militært engagement i Irland og England, hvor store hærstyrker var stationeret i anden halvdel af 800-årene, men også en kolonisering af ubeboede områder som Grønland (985), Island (870) og Færøerne, hvor klimaet i disse år var betydeligt lunere end i dag. Opdagelsen af Amerika (ca. år 1000) ved New Foundland (Vinland), som dog var en tilfældighed, da Leif den Lykkeliges skibe blev slået ud af kurs under en sejlads fra Norge til Grønland, vidner også om, at vikingerne var uforfærdede opdagere og eventyrere.

Af andre områder, som erobredes af de danske vikinger, kan nævnes Normandiet, hvor vikingehøvdingen Rollo i 911 anlagde et hertugdømme, som hans sønner efterfølgende udbyggede med hovedsæde i Rouen. Rollos mest berømte efterkommer var Vilhelm 1. Erobreren, som ved slaget ved Hastings i 1066 vandt Englands trone.

Med Svend Tveskægs overtagelse af kongetronen tog togterne til England igen til, men ikke som det ofte tidligere var tilfældet som rene plyndringstogter, men nu med merkantile og imperialistiske bagtanker. I år 1013 erobredes England under ham, og da han døde året efter, efterfulgtes han af sønnen Harald, der dog kun sad få år som konge. Da Haralds broder Knud 1. (Den Store) i 1018 blev konge af Danmark, havde han allerede været konge af England i to år, og da han i 1028 tillige blev udnævnt til konge af Norge, herskede han indtil sin død i 1035 over et usammenhængende rige, som uvægerligt under svagere regenter måtte gå i opløsning, hvilket det også hurtigt gjorde.

Ved vikingetidens afslutning var de skandinaviske samfund vidt forskellige fra dem, hvorfra bander drog på plyndringstogt sidst i 700-tallet. Landene var blevet kristnede og havde fået en samlende central kongemagt. Samhandlen med udlandet var blevet forøget betydeligt, hvilket sammen med stjålent gods havde øget velstanden og købekraften og dermed stimuleret vareudbuddet. Den danske møntprægning, som begyndte i 975, gav yderligere handlen fremdrift.

Soldaterne til den militære ekspansion blev skaffet fra landsbyerne i det danske land, hvis indbyggertal efter datidens forhold voksede kraftigt. Der er ikke noget, der tyder på hvervede soldater fra andre lande i de danske vikingehære.

Ved indgangen til middelalderen midt i 1000-årene er der heller ingen tegn på - trods en voksende samhandel med fremmede folkeslag - at nabofolk har slået sig ned i Danmark. Men i indflydelsesrige familier kan giftermål hist og pist med rige nordtyske købmands- eller adelslægter bestemt ikke udelukkes at have fundet sted.

Konsolidering og ulvetider

Kilderne omkring nationens folketal er helt frem til midten af 1700-årene baseret på udregninger, som demografer i samarbejde med historikere har regnet sig frem til. Derimod kendes de første sikre kilder, som nævner den beskedne indvandring, som Danmark igennem middelalderen fik fra de nordtyske områder, om end der ikke findes nøjagtige angivelser over indvandringens omfang.

De første bisper, gejstlige og missionærer var i starten tyske, men da Knud den Store ikke var begejstret for, at det tysk-romerske kejserrige derigennem fik indflydelse på danske forhold, begyndte han at sende engelske bisper og missionærer til Danmark. Forbindelserne til England blev imidlertid afbrudt, efter at det danske overherredømme over England gik i opløsning i 1042. I 1100- og 1200-årene kom der flere munkeordener til Danmark, som byggede klostre og bl.a. ydede socialt arbejde iblandt byernes fattige. Hovedparten af disse munke kom fra Tyskland, men enkelte var også kommet hertil fra Frankrig og England.

Fra midten af 1000-årene påbegyndtes bygningen af stenkirker af natursten, og efter år 1150 af teglsten. I løbet af de 200 år, hvor byggeaktiviteten var størst, blev der bygget ca. 2000 sten- og teglstenskirker inden for Danmarks nuværende grænser. Der hersker ingen tvivl om, at ekspertisen til opførelsen af kirkerne, til kirkeudsmykningen og til dels også til kalkmalerierne primært kom fra de nordlige egne af det tysk-romerske rige, men også en fransk og en norditaliensk påvirkning kan spores.

Kort efter oprettelsen af bispesædet for hele Norden i Lund i 1103, påbegyndtes bygningen af den smukke domkirke i byen, som blev indviet i 1145 af Danmarks ærkebiskop Eskild. Den italienske bygmester, som efter sin død efterfulgtes af en tysk bygmester fra Mainz, har sat sit præg på arkitekturen. Indretningen er en blanding af mange stilarter, hvor især lombardisk og byzantinsk er fremtrædende. Om kirkernes bygnings- og håndværksmestre forblev i Danmark, ved man ikke noget sikkert, men mest sandsynligt er det, at de rejste videre til nye opgaver. Sikkert er det imidlertid, at mestre inden for avanceret håndværk og forfinet kunst op til slutningen af 1700-tallet har været hyppigt inviteret af hoffet eller adelen til udførelse af bundne opgaver.

I perioden 1157-1241 oplevede Danmark en ny storhedstid med overherredømme over dele af de sydlige og østlige Østersø-egne. Kongemagten og dermed centralmagten styrkedes i disse år ved de tre stærke konger: Valdemar I den Store og hans to sønner Knud IV og Valdemar II Sejr.
Selv om Estland i 1219 erobredes helt i tidens korstogs ånd – det var i slaget ved Lyndanise, at Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himmelen – så blev de erobrede territorier dog tabt igen i den sidste del af Valdemar II Sejrs regentperiode.

Økonomisk var det opgangstider, hvor den centrale forvaltning og møntvæsenet kom til at fungere, og hvor kongen også trådte frem som landets lovgiver i Jyske Lov af 1241. Den danske historieskriver, Saxo Grammaticus, hvis Danmarkshistorie Gesta Danorum er forfattet på velskrevet latin i tiden omkring 1200, var med til at give datidens og eftertidens danskere national selvforståelse.

Krigene mod venderne, et hedensk slavisk folk, som havde deres magtcentrum på Østersø-øen Rügen, var fra dansk side primært et ønske om at bringe deres sørøveri og plyndring i danske kystbyer til ophør. Krigene rasede fra sidste halvdel af 1000-årene og frem til de afgørende slag på Rügen i 1157/1158. I 1169 tvangskristnede Valdemar den Store venderne og lagde deres område ind under Danmark. Imidlertid stod venderne på god fod med dele af befolkningen på Lolland-Falster, og efter at venderne var blevet kristnede, tyder både bynavne og en mængde fundet lertøj i vendisk stil på, at en del vendere har slået sig ned på Lolland og Falster, men også på Møn og Langeland. Det er usandsynligt, at deres antal har været særligt stort, idet indvandringen ikke er beskrevet nogetsteds. Assimileringen må være foregået hurtigt og problemfrit, da vendernes udseende og kulturmønster ikke adskilte sig synderligt fra de lokale lollikker og falstringers.

I 1200-årene skete der en mindre indvandring til det sydlige Jylland af holstenske bønder, og under Hansaens storhedstid fandt der også en vis tilvandring sted til købstæderne af hansekøbmænd og nordtyske håndværkere og mindre handlende. Mange af disse blev senere en del af det fremvoksende indflydelsesrige borgerskab i købstæderne.

Den nordtyske indvandring anses for at have været af ret begrænset omfang, men derimod fik den stor betydning kulturelt og især sprogligt, idet mange gamle danske ord i middelalderen blev fortrængt af plattyske og højtyske. Sprogforskere er enige om, at det danske sprog i middelalderen blev meget mere bøjeligt, smidigt og levende i en helt anden grad, end det havde været tidligere, hvilket skyldtes de nordtyske og plattyske dialekters påvirkning, som også skabte nye begreber og sprogformer.

Sproggrænsen i Sydslesvig mellem dansk på den ene side og plattysk og højtysk på den anden skilte i øvrigt fra udgangen af højmiddelalderen til begyndelsen af 1800-tallet, hvor tysk igen trængte dansk nordpå, ved en linie fra Husum til Slesvig og Slien.

Igennem middelalderen fandt der også en beskeden indvandring af frisiske bønder sted til Sønderjyllands vestkyst, hvilket bl.a. frisiske ord, som blev optaget i dansk sprogbrug, vidner om.
Om denne indvandring vides meget lidt, hvilket må tages som bevis på, at den må være foregået
over en lang årrække og i et langsomt tempo. - Befolkningen i Danmark var omkring 1250 vokset til over 750.000 4), hvilket svarer til en årlig befolkningstilvækst på 200 år fra vikingetidens afslutning på omkring 0,12%.

Fra 1241 og helt frem til 1340 - med et par undtagelser i perioder af Erik Menveds regeringstid (1286-1319) - var der opløsningstendenser at spore i Danmark. Erik Menved benyttede i stor udstrækning tyske riddere og landsknægte i de krige, som bragte riget til tiggerstaven. Det var egentlig begyndelsen på en enorm tysk indflydelse på dansk militærvæsen, som holdt sig lige til Struensees fald i 1772. Da de udkæmpede krige var for lånte midler, udløste det en pantsætning af
landet til de holstenske grever og til hanseatiske købmænd. I årene 1332 til 1340 var riget tilmed uden monark.

Da Valdemar IV Atterdag i 1340 blev konge var opløsningen nær, men det lykkedes ham på snedig og forbløffende vis at samle riget og holde kreditorerne på afstand. Omkring 1360 stod kongemagten igen styrket. Men en tragedie af dimensioner, som hærgede det europæiske kontinent ramte Danmark i 1350 med fuld styrke, ”den sorte død”. Pesten drog hærgende igennem alle landsdele og lagde titusindvis af gårde øde. Det anslås, at Danmark mistede over 40% af befolkningen, hvilket procentuelt var betydeligt højere end Europa som helhed, hvor pesten gjorde det af med knap 30% af befolkningerne (ca. 85 mio. til 60 mio. 5)+ 6)).

Befolkningerne var i realiteten værgeløse over for pesten. For Danmarks vedkommende, hvor pesten vendte tilbage i 1360 og 1368/69 - dog med knap så voldsom styrke - skulle det komme til at tage omtrent 300 år at genvinde befolkningstabet. Hele Europa derimod genvandt befolkningstabet på ca.180 år 7).

Da landet igen kom til kræfter efter 1300-tallets kriser, var det begyndelsen til en lang periode med økonomisk fremgang og højere levestandard, hvilket flere historikere tillægger det reducerede folketal. De gårde, som pesten havde lagt øde, blev genopbygget i højmiddelalderen.

Administrativt blev landets herreder i senmiddelalderen samlet til større len, hvorunder krongods sorterede, som styredes af en kongelig udnævnt foged eller lensmand. Skatteopkrævningen på landet var primært adelens domæne. Centralt styredes landet imidlertid ikke egenrådigt af monarken, men af rigsrådet, hvor kongen sammen med adelen og de gejstlige udstak de politiske retningslinier.
Stormagt i sin glansperiode

Under Valdemar IV Atterdags datter Margrethes styre fra 1387 til 1412 stabiliseredes kronen yderligere, og da Norge, Sverige og Danmark i 1397 indgik i Kalmarunionen, regerede Margrethe allerede over hele Norden. Sverige frigjorde sig dog i lange perioder af 1400-tallet fra unionen, indtil den reelt opløstes i 1523. Bruddet var et logisk følge af Christian IIs foranstaltning af det Stockholmske Blodbad. Unionen med Norge fortsatte imidlertid helt frem til 1814.

I 1460 sluttede Christian I i Ribe en overenskomst med det slesvig-holstenske ridderskab, der gjorde ham til greve af Holsten og hertug af Slesvig. Til gengæld måtte han love ikke at adskille landene, hvilket skulle bære kimen til et uløseligt problem, som endte med de to slesvigske krige 400 år senere. Den tyske indvandring, som i hele perioden op til tabet af Slesvig og Holsten under 1864-krigen løbende fandt sted, kom primært fra Holsten, som var en del af det danske kongerige.

Det danske militærvæsen havde siden højmiddelalderen været ordnet efter tysk forbillede. Til forsvar af Stockholm slot i vinteren 1501-02 havde dronning Christine, kong Hans` hustru, omkring 1.000 tyske landsknægte, og Christian IIs erobring af Sverige i 1520 foregik også primært med tyske landsknægte suppleret med skotske og franske lejetropper.

Omkring 1518 kom de første hollændere til Danmark, og tre år senere i 1521 flyttede 184 hollændere med Christian IIs velsignelse til Amager. De fik ret omfattende privilegier af kronen, såsom ejendomsret til jorden omkring St. Magleby og fritagelse for hoveri og pligtkørsel for kongen. Endvidere fik hollænderne lov til at vælge egen ledelse og egne dommere samt ret til fiskeri og fuglefangst. Hollænderne på det sydlige Amager forsynede gennem flere hundrede år de
københavnske torvemarkeder med landsbrugsvarer, grøntsager, fugle og fisk. Midt i 1500-årene var
der også en mindre gruppe hollandske familier, som slog sig ned på Botø, Hasselø og Sprogø. Denne yderst begrænsede nederlandske immigration var den første, som ikke udsprang fra et naboland, men derimod fra en genbo, med hvem Danmark altid har haft venskabelige forbindelser.

Fra Martin Luthers lærestol i Wittenberg bredte de reformatoriske ideer sig hurtigt til Danmark, og både tyske og nederlandske lærde hjalp Hans Tausen og Christian III med at udarbejde en ny
kirkeordinans (1537) og i øvrigt udforme rammerne for den kirkelige nyordning i overensstemmelse med Luthers lære. Heri understregedes det, at riget kun ønskede tilflyttere af luthersk tro at tage varigt ophold i landet, og denne bestemmelse blev med få undtagelser og opblødninger taget alvorligt praktisk taget helt op til moderne tid. I de tilfælde, hvor katolikker, reformerte eller jøder blev bevilget opholdstilladelse, fordi man skønnede, at de kunne blive en økonomisk gevinst for landet, blev opholdet gjort udtrykkeligt betinget af, at der ikke måtte drives missionsvirksomhed blandt danskerne.

Med Christian IIIs styrkers sejr i 1536 under Grevens Fejde blev protestantismen indført som statsreligion i Danmark, og kirken blev en luthersk fyrstekirke. Kongen benyttede da også sin styrkede position til at konsolidere kongemagten på bekostning af adelen, som dog opretholdt sin magtposition i rigsrådet og retten til at indkræve skatter. 1500-tallet var en periode i danmarkshistorien, som var præget af højkonjunktur, som begunstigedes af, at Hansestædernes magt var blevet brudt og af, at Danmark var Østersøens dominerende stormagt, hvilket Den Nordiske Syvårskrig (1563-70) ikke ændrede på. En krig, hvor Frederik II i stor udstrækning, gjorde brug af hvervede tyske lejetropper, en dyr foranstaltning, som hans fire efterfølgere også tyede til i deres respektive krigeriske opgør med den svenske militærmagt.
Christian IV arvede i 1588 ved sin far, Frederik IIs, død et ambitiøst projekt, som han ligesom faderen søgte en krigerisk løsning på, nemlig at få Sverige underlagt Danmark. Et hovedløst forehavende, som skulle ende med at gøre jægeren til den jagede. Ved århundredeskiftet i år 1600 stod Danmark på magtens tinde som nation, stabil og rig og med et herredømme, der strakte sig fra hertugdømmerne Slesvig og Holsten i syd, provinserne Skåne, Halland, Blekinge, Gotland og Øsel i øst samt de nordlige arvelande fra Kalmarunionens tid: Norge, Island, Færøerne og Grønland. Det var netop under denne glansperiode, at en ny tysk indvandring tog sin begyndelse, da en hel del håndværksmestre og deres familier slog sig ned i Danmark.

Det danske samfund var stadig i 1500-årene og helt frem til Christian Vs reformer i de sidste årtier af 1600-tallet et stændersamfund (klassedelt samfund), der bestod af en privilegeret adelsstand, de gejstlige, byernes borgere (primært købmænd, embedsmænd og større håndværksmestre) samt en stor uprivilegeret bondestand, som udgjorde ca. 75% af befolkningen.

Også de franske reformerte, huguenotterne, som i stort tal flygtede ud af Frankrig fra katolsk intolerance og forfølgelse især efter Bartholomæusnatten i 1572, fandt vej til Danmark, dog kun i begrænset omfang. Med Nantes-ediktet fra 1598, som garanterede fri religionsudøvelse og fulde borgerrettigheder, var vejen dog banet for tilbagevendelse for mange flygtede huguenotter. Ediktet blev imidlertid ophævet af Louis XIV i 1685, hvilket førte til en ny flugtbølge, som dog gik uden om Danmark, fordi Christian V ikke turde trodse det lutherske præsteskab, der frygtede følgerne, hvis de franske reformerte fik fodfæste i Danmark. Derfor skønnes antallet af indvandrede huguenotter i Danmark højst at have været 500. Langt hovedparten af huguenotterne slog sig ned i enten Brandenburg, Nederlandene, Schweiz eller England.

Overlevelseskamp

Først omkring 1650 – 300 år efter den Sorte Død hærgede landet – nåede Danmark inklusive Skåne og Blekinge igen op på ca. 800.000 indbyggere 8).Ved tabet af de to landsdele ved Roskilde-freden i 1658 faldt indbyggertallet til omkring 600.000 (Norge og hertugdømmerne er ikke medtaget i befolkningstallene). Indførelse af kirkebøger ved kongelig forordning i 1646 bevirker, at man fra anden halvdel af 1600-årene har et sikrere grundlag for at fastsætte befolkningens størrelse end tidligere, hvor demografer og historikere i fællesskab på grundlag af en række faktorer og forhold har regnet sig frem til befolkningstallet.

Lange perioder af 1600-årene var svære for den danske befolkning, ikke kun på grund af svenskekrigene, hvor befolkningen var udsat for fremmede troppers plyndringer og tabet af alt dansk land øst for Øresund, men også på grund af ekstremt hårde vintre og fra omkring 1620 og århundredet ud økonomiske nedgangstider. Resultatet var et uundgåeligt fald i befolkningstallet, som først begyndte at stige igen efter Skånske krig 1675-79.

Først i 1720 nåede befolkningstallet op på ca. 700.000 9). I tallet gemmer sig, at efter Sveriges annektering af Skåne og Blekinge i 1658 udvandrede gradvist hen ved 35.000 fra de svensk besatte områder til primært København og Sjælland. Man forstår godt, at disse stakkels danskere, som forlod deres hjemstavn, ikke ønskede at leve under svensk militærdiktatur under Karl X Gustav og hans efterfølger Karl XI.

Omkring år 1700 var omtrent 25% af Københavns befolkning danske flygtninge og udvandrere fra først og fremmest Skåne. Folketallet steg (inklusive flygtningene fra Skåne, Halland og Blekinge) fra 600.000 i 1670 til 718.000 i 1735, hvilket i det pågældende tidsrum er en årlig nettotilvækst på 0,28% 10).

Det var i stor udstrækning Christian IV, som på Danmarks vegne gerne ville optræde som medaktør i det spegede storpolitiske spil under Trediveårskrigen (1618-48), som lagde grunden til katastrofen. Sejren i Kalmarkrigen (1611-13) havde givet Christian IV selvtillid, men kongens dilettantiske nederlag i 1626 ved Lutter am Barenberge i Den Tyske Krig (1625-29) knækkede Danmark militært, og kongens hovedkulse flugt fra slagmarken markerer afslutning på en epoke med Danmark som regional stormagt. Den hvervede tyske kejserlige hær fulgte sejren op ved at besætte Nordtyskland og drage plyndrede op gennem Jylland. Christian IV havde med sin eventyrpolitik efterladt riget svækket og stort set værgeløst. Danmark slap dog - trods sin svage militære stilling - nådigt ud af krigen ved freden i Lübeck 1629.

Christian IV havde lært ikke at blande sig i militært, men da han i 1643 udenrigspolitisk havde manøvreret Danmark op i en krog, hvor landet stod uden allierede, udnyttede svenskerne blottelsen ved at lade den svenske hærfører Torstensson rykke op igennem Slesvig-Holsten og besætte Jylland med sin krigsvante hær fra de tyske slagmarker. Efter tre års udmagrende krig, hvor krigslykken bølgede frem og tilbage, men hvor svenskerne dog til sidst fik overtaget, blev der efter fransk-nederlandsk pres indgået en fredslutning i Brömsebro, hvor Danmark-Norge måtte aflevere Halland, Gotland, Ösel samt de norske områder Jämtland og Härjedalen til Sverige.

Frederik III skulle komme til at betale af på faderens svækkelse af Danmarks militær position under de to Karl Gustav-krige 1657-58 og 1658-60, som kostede de danske områder øst for Øresund. Karl X Gustav udnyttede Danmarks svage militære stilling og en ubetænksom krigserklæring fra Frederik III til med sin hær fra Jylland at marchere over de tilfrosne bælter i februar 1658 og efter et par lette sejre at diktere Freden i Roskilde, som blev danmarkshistoriens smerteligste. Danmark måtte afgive Skåne og Blekinge samt norske Bohuslän og Tronheim len til Sverige.

Da Karl X Gustav senere på året besluttede sig for én gang for alle at underlægge sig Danmark, indledtes en nyt storangreb – denne gang fra øst. Danmarks eksistens som selvstændig nation har aldrig hverken før eller siden været så truet. Med nederlandsk hjælp lykkedes det at holde svenskerne stangen, og under Københavns Belejring i vinteren 1659, hvor Frederik III kæmpede i forreste række, der hvor kampene var allerhårdest, blev de svenske belejrere slået og måtte fortrække. Karl X Gustavs død i februar 1660 banede vejen for en ny fredsaftale, men under fredsforhandlingerne i København havde ingen stormagt interesse i at bakke op om Frederik IIIs krav om at få Skåne og Blekinge tilbage. Freden resulterede kun i, at Tronheim len kom tilbage til den danske krone.

Krigene havde ikke kun svækket Danmark militært og økonomisk, også Sverige var hårdt mærket, hvilket de europæiske stormagter var mægtigt godt tilfreds med. Man gned sig i hænderne ved hofferne i England, Prøjsen, Nederlandene og Frankrig over at se to afkræftede nordiske arvefjender, som slikkede sår og vogtede på hinanden.

Nederlandene og Danmark plejede igennem 1600-tallet - med enkelte korte undtagelser - nære og venskabelige forbindelser med hinanden. Nederlandene spillede i disse år rollen som stormagt på den europæiske scene, og det interessefællesskab, der bandt de to lande sammen, udmøntede sig blandt andet i, at hollandske købmænd, skibskonstruktører, skibstømrere, håndværkere i denne periode var et almindeligt syn i Danmark, for slet ikke at tale om de mange nederlandske indrullerede i den danske marine, som deltog i de mange søslag med svenskerne. Hvor mange af disse der blev i Danmark vides ikke, men det samlede antal hollændere, der bosatte sig i Danmark, har næppe oversteget 1.000.

Starten på den dansk-nederlandske forbindelse kan dateres til omkring 1560, og den løber praktisk taget hele perioden op til afslutningen af den sidste svenskekrig. Nederlandske skibsbyggere blev indkaldt til at lede skibsbygningen på de danske værfter, og mange hollandske skibstømrere fandt beskæftigelse på værfterne. Utallige maritime ord og vendinger fra denne periode stammer fra nederlandske fagudtryk. Lægter, vaterpas, mukkert, kahyt, talje, harpun, matros, kaper, konvoj, orkan, passat, kap, kaj, makker, slange, eller udsagnsord som: fire, losse, mønstre, sakke agterud, flænse, ombord etc. Også navneord som Kattegat, Skagerrak eller Blåvandshuk er af hollandsk oprindelse.

Christian IV påskyndede hollændernes praktiske sans og administrative og håndværksmæssige talenter, og selv om de gejstlige søgte at få kongen til at holde igen med rekrutteringen pga. hollændernes calvinske tro, blev advarslerne delvist overhørt af Christian IV.

I krisetider rykker et folk tættere sammen, og eksistenskampen mod svenskerne havde da også styrket den danske identitetsfølelse. Da adelen var aldeles upopulær i befolkningen, fordi den stod for skatteopkrævningen og samtidig i stor udstrækning selv var skattefri på en tidspunkt, hvor landet stod i sin værste krise nogensinde, og hvor bondestanden måtte bære urimelige byrder, udnyttede Frederik III situationens gunst ved efter et stændermøde i 1660 at acceptere borgernes og de gejstliges tilbud om at få arvekongedømme i stedet for det hidtidige valgkongedømme for derigennem at knække adelens magt. I 1661 gennemførte kongen praktisk taget et statskup ved at indføre enevælden, hvilket han nogenlunde ubesværet kunne gøre pga. sin popularitet i borgerkredse, adelens svage stilling og stændernes uenighed om en ny forfatning.

Under Christian V (1670-99) blev enevælden konsolideret, og samfundet blev opbygget hierarkisk med kongen i centrum. De kongelige embedsmænd fik stigende magt, og adelens indflydelse stækkedes yderligere. Danmark forvandledes fra et nærmest feudalt samfund til en moderne stat styret af kongen og hans embedsmænd. Lovgivningen blev standardiseret og alle love samlet i Christian Vs Danske Lov fra 1683. Ensartede mål og vægtsystemer blev indført, og der blev gennemført en opmåling og matrikulering af al landbrugsjord bl.a. til brug i beskatningsøjemed.

De to sidste svenskekrige Skånske Krig 1675-79 og Store Nordiske Krig 1709-20 indledtes af Danmark-Norge for at få Skåne, Halland og Blekinge tilbage. Selv om Danmark gik sejrrigt ud af krigene, så var der ingen hjælp at hente ved fredsslutningerne, idet de europæiske stormagter ingen interesse havde i at ændre på status quo. Hverken Preussen, Nederlandene, Frankrig eller England ønskede, at Øresund igen skulle kontrolleres af Danmark, som så kunne genindføre Øresundstolden på landenes handelsskibe. I bitter realpolitisk erkendelse heraf tog regering spørgsmålet af den udenrigspolitiske dagsorden. Grænsen gennem Øresund lå fast.

Genrejsning

Tiden efter freden i 1720 efter Store Nordiske Krig markerede trods en stor afbetalingsbyrde på udenlandske krigslån og en alvorlig landbrugskrise trods alt den spæde begyndelse på en lang stabil fredsperiode, som først blev afbrudt med Englandskrigene 1807-14. Omkring 1740 vendte de økonomiske konjunkturer, som siden Trediveårskrigens udbrud, havde ligget mere eller mindre i dvale, og fra omkring 1750 satte en europæisk højkonjunktur ind, som begunstigede Danmark i form af stor efterspørgsel efter landbrugsvarer. Højkonjunkturerne skabte grundlag for den såkaldte florissante handel, hvor Danmark gennem sin kloge neutralitetspolitik drev indbringende handel gennem sin handelsflåde. Oversøiske varer blev sejlet til København og derfra sluset ud på de europæiske markeder. De europæiske stormagter var optaget af deres indbyrdes krigeriske opgør, hvilket Danmark udnyttede ved at forsyne dem med de ønskede varer.

Mens Frederik IV nærmest styrede sit rige som en nøjeregnende godsejer med overblik over besiddelserne, så begyndte den faktiske ledelse af landet under Christian VI at glide fra monarken til ministrene. Frederik V overlod den politiske magt til overhofmarskal A.G. Moltke, der styrede i god forståelse med ministerierne.

Enevældens krise opstod først, da det stod klart, at Christian VII var sindssyg. Den kreds, der styrtede Struense i 1772, lod behændigt kongen underskrive en lov om en ny institution, gehejmestatsrådet, hvor kongen først kunne træffe beslutninger efter konsultation med sine ministre. Denne ordning fortsatte helt til enevældens fald i 1848. Man ønskede, at riget var i hænderne på kyndige og forstandige ministre og ikke blev styret udelukkende efter monarkers luner og forgodtbefindende. Den unge kronprins Frederiks kup i 1784, hvor den sindssyge konge blev kørt ud på et sidespor og kronprinsen gjort til de facto-regent, ændrede ikke på det faktum, at riget blev styret af ministre og konge i fællesskab.

Landbrugsproduktionen voksede trods det urimelige stavnsbånd, som blev indført i 1733 og først ophævet i 1788. I takt med at befolkningstallet steg svagt, undergik landbruget fra omkring 1770 en revolutionerende omstrukturering gennem de store landboreformer. Det middelalderlige jordfællesskab blev ophævet og hver enkelt gård fik sine agre samlet i én parcel. Mange bondehuse måtte rives ned og genopføres på nye lodder. Ca. halvdelen af alle fæstebønder købte deres gårde og jorder, hvorved de blev selvejere. Reformerne og omstrukturerne, som de fleste godsejere også bakkede op om, var nødvendige for at opnå en øget landbrugsproduktion.

Perioden var også præget af oplysningstidens tanker om frihed og lighed, som var udgået fra de franske samfundsfilosoffer Montesquieu, Voltaire og Rousseau. Borgerskabet var stærkt påvirket af tidsånden, som stod i fornuftens og humanismens tegn, og en nærmest sværmerisk entusiasme for de nye strømninger opstod hos den belæste del af borgerskabet.

Men noget spørgsmålstegn ved enevælden blev der dog ikke sat i Danmark, som via en klog udenrigspolitik gennem en alliance med Rusland havde sikret sig, at Sverige trods ambitioner om at bemægtige sig Norge forholdt sig i ro. Det var i øvrigt tre tyske udenrigsministre J.S. Schulin (1735-50), J.H.E. Bernstorff 1751-70 og A.P. Bernstorff (1773-80 og 1782-1797), der holdt Danmark ude af de europæiske krige og dermed skabte fundamentet for en gylden periode i danmarkshistorien.

Under Frederik V blev censuren administreret lempeligt helt i tidens ånd, og med få undtagelser holdt det sig århundredet ud. Der herskede i Danmark efter datidens forhold en ret vidtstrakt ytringsfrihed. Debatten blomstrede i aviser og tidsskrifter, og selv kontroversielle emner som religion, enevælde og samfundsstruktur kunne debatteres. Magthaverne følte først i 1799, at tingene var ved at komme ud af kontrol, hvorefter ytringsfriheden indskrænkedes betydeligt. Under Englandskrigene blev censuren endegyldigt genindført.

Mange tyske gejstlige, købmand, videnskabsmænd, kulturpersonligheder og håndværkere indvandrede i 1700-årene til Danmark. Omvandrende tyske håndværkssvende kendte man allerede fra 1600-tallet i Danmark, men da forholdene i Danmark blev roligere i 1700-årene, kom der mange tyske håndværkere primært til København og Nordsjælland. De tyske lav krævede ophold i tre år i udlandet, før svenden kunne vende hjem og blive mester. Derfor er det heller ikke overraskende, at en tredjedel af de københavnske tømrersvende i 1730 således var tyskere. Halvdelen af de ca. 2.000 mennesker, som i 1742 arbejdede i manufakturfabrikkerne i København og Nordsjælland var udlændinge, primært tyskere og til dels nederlændere.

De hidkaldte bygningshåndværkere, arkitekter og mestre inden for indretning af slotte og herregårde, der i disse år ankom fra Nederlandene og Tyskland, var sammen med de tyske håndværkere af alle afskygninger fra våbensmede over skræddere og tekstilproducenter til mestre inden for glas-, jern- og metalproduktion en uundværlig del af det danske samfund. Uden dem havde det håndværksmæssige leje været betragteligt lavere. De danske lærlinge og svende lærte af den viden, der kom sydfra, og mange af de regler, love og skikke, som gjaldt i Tyskland, blev overtaget af de danske håndværkerlav. Utallige er de tyske fagudtryk og betegnelser for redskaber, som i tidens løb er blevet optaget i det danske sprog. Hvor mange af de tyske håndværkere, der blev i Danmark, er umuligt at sige noget om, men det må formodes, at mestrene til enhver tid er rejst derhen, hvor en kejser, konge, fyrste eller hertug har været villig til at betale mest for deres arbejde.

Da Frederik V ønskede at få den jyske Alheden opdyrket lod han via en agent tyske bønder fra Rhinlandet hverve med løfte om skattefritagelse, gratis bygninger og redskaber. Fra de to små fyrstendømmer Pfalz og Hessen-Darmstadt kom der i 1759 29 familier, og i maj 1760 ankom yderligere 400 kolonister. Man kan forestille sig hvilken skuffelse og forfærdelse synet af Alheden har udløst iblandt disse fattige mennesker, som selv efter datidens forhold blev budt de horribleste betingelser. De fleste tog da også tilbage til Rhinlandet. I 1766 var der kun ca. 60 tyske familier tilbage på heden, som bl.a. ved hårdt arbejde bidrog til at opdyrke Alheden med kartofler, deraf navnet kartoffeltyskere. Kartoffeltyskerne er imidlertid på mange måder symptomatisk for tilvandringen til Danmark fra middelalderen til midten af 1960erne, idet den er foregået individuelt og i små grupper, som forholdsvist hurtigt på grund af kulturelt og religiøst slægtskab er blevet integreret i deres nye fædreland.

Den første folketælling i Danmark fandt sted i 1769. Centraladministrationen havde i en årrække efterlyst ordentlig statistisk materiale over befolkningen. Resultatet viste, at der var 786.000 indbyggere i Danmark. Imidlertid er tallet for lavt, idet militærfolk ikke var talt med, og der var heller ikke styr på en mindre tilvandring fra især de tyske områder. Det har efterfølgende givet anledning til, at historikere har diskuteret, hvor meget tallet skulle forøges med. 30.000 menes at være realistisk, så det reelle befolkningstal var ca. 816.000 11). Folketællingen i 1787 viste 840.000 indbyggere, men vurderes også jfr. de samme mangler som ved 1769-tællingen at skulle korrigeres opad med ca. 20.000 til ca. 860.000.

I 1801 inddrog rigets statistikere militærfolkene, og der var blevet bedre styr på vandringsproblematikken, derfor anses de 926.000 12), som den tredje folketælling kom frem til som rimelig korrekt. Forløberen for Danmarks Statistik, Det statistiske Departement, korrigerede dog senere tallet opad med 2.000 til 928.000. De angivne tal er eksklusive hertugdømmerne Slesvig og Holsten 13).

Der var altså sket en vækst i befolkningstallet på 210.000 personer fra 1735 til 1801, hvilket svarer til en årlig befolkningstilvækst på 0,39% 14) i de omhandlende 66 år. Det var især én i forhold til tidligere lavere dødelighed i de sidste årtier af 1700-tallet, som bragte væksttallet op på det højeste niveau nogensinde i forhold til tidligere. Denne dødelighed skulle de kommende 150 år, ja faktisk 200 år, fortsætte med at falde pga. højere landsbrugsproduktion, bedre ernæring, bedre sygdomsbekæmpelse, bedre hygiejne samt markant højere overlevelseschancer for spædbørn under et år. Tidligere havde det været normen, at mellem 50 og 55% 15) af alle fødte døde, inden de selv kom i den fertile alder. I gennemsnit fødte en kvinde 4,5-5,0 børn 16).

Hæren

Stort set alle de danske monarker, som var ude i krigeriske opgør, fra Erik Menveds tid op til og med den sindsforvirrede kong Christian VII, benyttede en kombination af tvangsudskrevne danske bondesoldater og hvervede tyskfødte soldater. Under Frederik III og Christian Vs krige mod svenskerne blev hæren moderniseret efter prøjsisk og fransk forbillede.

Da en stor del af officerskorpset i sidste halvdel af 1600-årene blev tysk, blev hæren ikke kun tyskpræget, også kommandosproget blev tysk. De hvervede tyske lejesoldater og officerer samt deres familier kom overvejede fra Nord- og Mellemtyskland, fordi skiftevise danske regeringer foretrak lutheranere frem for katolikker, som dog også var at finde iblandt de hvervede tyske tropper. Der var på intet tidspunkt problemer med at få hvervet soldater og officerer i Tyskland. De tyske fyrster syntes velvilligt indstillet, da de sikkert har fundet det bekvemt at komme af med ledige og urolige elementer, som kunne udgøre en trussel mod deres magtposition.

Under Christian VI talte den hvervede hær omkring 20.000 mand, hvoraf der skete en løbende afgang, som blev suppleret op med nye hvervninger. Mange af de tyske lejesoldater blev i Danmark med deres familie og slog sig efter endt tjeneste igennem ved deres håndværksuddannelse eller ved handel. Det samme gjaldt for mange af de ugifte tyske lejesoldater, som ofte giftede sig med danske kvinder. Mange tyskklingende navne i dag stammer fra denne periode.

Frederik Vs og de første af Christian VIIs regeringsår blev kulminationen på den tyske dominans i regeringen og i embedsværket. Til besættelse af en stor del af de højere poster i regeringsapparatet og administrationen hentede man uddannede nordtyskere eller holstenere, hvilket uundgåeligt prægede det offentlige liv. I København var der nærmest tale om en tysk koloni med lærde, bestående af foruden ovennævnte af præster, læger, sekretærer, huslærere, teknikere, kunstmalere, håndværkere og officerer.

Mellem 1761 og 1767 havde den danske regering en fransk officer og militærkyndig ved navn Claude Louis de Saint-Germain til at forestå en reorganisering og modernisering af hæren. Hans skepsis over for hvervede soldater blev begyndelsen til enden for den stærke tyske indflydelse på hæren. Den senere militære nyordning kom til at betyde, at det dansk-norske forsvar kun kom til at omfatte hvervede og tvangsudskrevne danske og norske mænd. Forordningen om stavnsbåndets ophævelse i 1788 indeholdt de paragraffer, der fratog godsejerne udskrivningsretten, som overgik til staten.

Allerede lang tid før tyskerens Johan Friedrich Struensees afsættelse som gehejmekabinetsminister og efterfølgende henrettelse var der i borgerkredse en udbredt harme og vrede over den kraftige tyske indflydelse og den åbenlyse foragt, som Struensee, der også var kongens livlæge, viste for det efter hans mening kulturelt underudviklede land. At Struensees kærlighedsforhold til dronning Caroline Mathilde tillige var en offentlig hemmelighed, gjorde ikke ligefrem borgerskabet mildere stemt over for den tysk-dominerede administration.

Regeringen lod efter Struensees fald i en vis udstrækning sin politik basere på den tyskfjendtlige stemning i befolkningen, og i 1772-73 blev kommandosproget i hæren igen dansk, selv om ikke alle officerer og underofficerer beherskede det. En konsekvens af tidens nationalsindede politik var følgelig, at stort set alle officerer og soldater i hæren og flåden efter år 1800 var danske.

Under den nationale bølge fik regeringens leder, Ove Høegh-Guldberg, som virkede ivrigt for at fremme danskheden ved hoffet og i administrationen, i 1776 gennemført loven om indfødsretten. Loven hindrede, at udlændinge fremover kunne opnå ansættelse i statens tjeneste. Udlændinge, der allerede havde embede, kunne dog fortsætte i det, men den tyske dominans i regering og embedsstand var brudt. Embedsmænd og ministre var i løbet af 1700-årene og i udpræget grad i Struensees korte regeringsperiode 1770-72 overvejende besat af det højere borgerskab og af akademisk uddannede fra det nordlige Tyskland.

De frie tyske håndværkere, mestre og svende var uberørt af loven. Langsomt, men sikkert, absorberedes det brede tyske befolkningselement i København i løbet af 30-40 år i byens befolkning. I første halvdel af 1800-tallet skiftede de fleste indflydelsesrige tyske familier sprog for at markere deres danskhed.

Før de nationale strømningers fremkomst først i 1800-tallet under Napoleon-krigene og for det danske borgerskabs vedkommende begyndende allerede i 1740erne var en undersåts nationalitet i vid udstrækning ligegyldig for en fyrste eller konge. Det der talte var, at borgeren arbejdede loyalt for sin regent. Den danske indfødsretslov af 1776 er bryder afgørende med fortidens opfattelse af nationalitetens og sprogets underordnede betydning for staten.

Jøderne og små randgrupper

Det eneste kulturelt og religiøst fremmedartede befolkningselement, som Danmark havde indtil midten af 1960erne, var jøderne. I 1622 inviterede Christian IV jøder fra Hamborg og Amsterdam til at tage ophold i Glückstadt ved Elben, lidt nordvest for Hamborg, hvilket regnes for den første jødiske bosættelse i Danmark. Nogle af de første jøder i Danmark måtte imidlertid forstrække den ødsle konge med likvider, hvilket utvivlsomt også måtte havde været kongens motiv til at invitere dem, da både han og Frederik III lagde alskens hindringer i vejen for fattige jøders adgang til riget. Jødernes antal i kongeriget forblev derfor i mange år forsvindende lille. Frederik III udstedte i 1651 en forordning, der bestemte, at en jøde kun kunne opholde sig i riget med en særlig tilladelse, kaldt et lejdebrev, som kun gav ret til ophold i en bestemt by. I 1680erne fik jøderne kongeligt lejdebrev til Fredericia. Byen var i mange år en slags mindre ”asylby” ikke kun for jøder, men også for franske og nederlandske reformerte. Først i 1809 fik jøderne via kongeligt dekret lov til frit at tage ophold hvor som helst i riget uden indhentelse af tilladelse.

I 1722 fik den første jøde lov til at åbne forretning i København, og der fandtes på denne tid et dekret om, at kun formuende jøder kunne tage ophold i kongeriget. Først i 1788 fik jøderne adgang til håndsværkslaugene. Den regerende kronprins, den senere Frederik VI, var i øvrigt den jødiske befolkning venligt stemt, og det var også i hans regentperiode, at jøderne i 1814 fik fuld borgerret i lighed med alle andre borgere i kongeriget. Dette afstedkom en vis assimilering med danskerne i løbet af 1800-tallet. Skellene mellem danskere og jøder blev i løbet af århundredet mere og mere utydelige. De ikke-ortodokse jøder foretrak også i stor udstrækning at sætte deres børn i kristne skoler, og giftermål mellem danskere og jøder, som tidligere var utænkeligt, var langt fra sjældent i 1800-tallet.

Omkring år 1800 talte den jødiske menighed i København omtrent 1.500 personer. I 1834 var de jødiske menigheder over hele Danmark vokset til lidt over 4.000, men assimileringen med danskerne århundredet ud reducerede antallet af de bekendende jøder. Jøderne gjorde sig i øvrigt i 1800-tallet især gældende inden for bankvæsen, handel, industri, kunst og litteratur.

I 1921 var det gamle jødiske samfund på grund af assimileringen formindsket til 2.729, men i perioden 1870-1921 ankom der 3.146 russisk-polske jøder på flugt fra zartidens pogromer, hvoraf langt hovedparten faldt inden for perioden 1904-17. Mange af de etablerede danske jøder så imidlertid med stor skepsis på denne indvandring, idet de frygtede, at den kunne give sig udslag i antisemitisme, da de nyankomne russiske jøder i deres sprog - jiddisch eller slavisk - og skikke adskilte sig fra de assimilerede danske jøder og den danske befolkning. I 1922 udgjorde antallet af jøder i Danmark 5.876.

I trediverne lykkedes det for ca. 1.400 tyske jøder at få ophold i Danmark, hvoraf en stor del nåede at rejse til Palæstina inden besættelsen. Af de resterende kom størstedelen sammen med de danske jøder til Sverige ved redningsaktionen i oktober 1943. Omkring 7000 jøder nåede i sikkerhed i Sverige. Af de 464 jøder, som blev arresteret og sendt til Theresienstadt, var de 101 jødiske flygtninge fra Tyskland. Ved 2.verdenskrigs udbrud i 1939 udgjorde jøder med dansk indfødsret knap 7.000. Så samlet facit af den jødiske indvandring til Danmark fra 1622 til 1939 (317 år), fraregnet de, der konverterede til den evangelisk-lutherske tro, er en gennemsnitlig tilvækst på 22 pr. år. - Siden 1945 har jødernes antal i Danmark været stort set uændret.

Man kan få indtryk af, hvilke andre mennesker af mere kulørt og eksotisk art, som siden renæssancen til langt op i 1800-tallet har fundet vej til Danmark, ved at læse beretninger om omrejsende skuespiltrupper, musikanter, gøglere og cirkusfolk, der primært bestod af sydtyskere, bøhmere, franskmænd, hollændere og italienere. Dog valgte et yderst begrænset antal af disse i forvejen få omvandrende artister og kunstnere at slå sig ned i det kolde Danmark.

Sigøjnerne eller tatere, som de tidligere blev kaldt i Danmark, har i antal udgjort en forsvindende lille mængde, idet deres ophold i Danmark var ulovliggjort af rigets skiftende konger. I en reces (forordning) fra 1536 giver Christian III som den først konge skriftligt ordre til udvisning af alle taterne i Danmark. Disse omstrejfende mennesker, som hutlede sig igennem livet ved tuskhandel, tyveri og betleri, var ikke vellidt af den danske bonde. Disse ulovligt i Danmark indrejste personer stammede fra Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien. Adskillige kongelige dekreter har i tidens løb fulgt Christian IIIs reces og kundgjort, at alle tatere opholdt sig illegalt i landet og skulle udvises. Fra midten af 1700-tallet ebber efterretningerne om disse tatere ud, og man hører først om enkelte familiers genkomst til Jylland omkring 1860. En lov fra 1875 gjorde det imidlertid muligt at udvise disse omstrejfende familier igen. I 1954 var der kun registreret én sigøjner i Danmark, og hun var dansk gift.

Omstrejfende mænd og kvinder, sendt på flugt af krigens meningsløshed og brutalitet, små sprængte grupper af både danske soldater og fremmede lejetropper dannede sammen med de i forvejen udstødte under 1600-tallets krige et landevejsproletariat, som på bedste beskub forsøgte at hutle sig igennem. De udgjorde et alvorligt socialt og samfundsmæssigt problem, idet de var et forstyrrende og destabiliserende element i en i forvejen svær krisetid for befolkningen og kongen. Da rigets enhed var blevet sikret og situationen i øvrigt stabiliseredes sidst i 1600-årene og først i 1700-årene, formindskes problemets omfang betydeligt.

De jyske skøjere (afledt af det nederlandske verbum skooien i betydningen at betle), rakkere (afledt det af det frisiske og nedertyske verbum rackern i betydningen udføre smudsigt arbejde), natmandsfolk (fattige folk som kørte latriner bort) og kjæltringer (frisisk for landstryger) er ofte fejlagtigt blevet forvekslet med tatere.

Disse af samfundet udstødte mennesker, der udgjorde samfundets absolutte bund i 1800-tallet, var danskere, der for størstepartens vedkommende af forskellige årsager, ofte på grund af kriminalitet, var faldet ud af samfundet. De kunne gå til hånde med forskelligt håndværk, men primært ernærede de sig ved tiggeri og småkriminalitet, hvilket bevirkede, at mange af dem måtte tilbringe en stor del af deres tid i Viborg Tugthus. Deres sprog især navneordene var kun for indviede, hvorimod deres øvrige sprog lignede bondemålet i 1800-tallets Midt- og Vestjylland. Som samlet gruppe har disse forhutlede sjæle næppe på noget tidspunkt udgjort mere end 500 personer.

Nationalromantik, militært nederlag og begyndende industrialisering

Den lange fredsperiode efter afslutningen på Store Nordiske Krig i 1720 blev brudt, da admiral Nelson under Slaget på Reden 2. april 1801 nedkæmpede de danske forsvarslinier og under trusler om bombardement af København fra de engelske skibe tvang Danmark ud af Det Væbnede Neutralitetsforbund, som havde sikret den indbringende danske handel på verdenshavene under det fransk-engelske opgør.

I realiteten drev Slaget på Reden den danske regering endnu mere over i armene på Napoleon. Som følge heraf angreb englænderne på ny i 1807. Englænderne ønskede at forhindre, at franskmændene fik kontrol over den danske flåde og dermed blev i stand til at afbryde Englands vitale Østersøhandel. Englænderne gik i land i Nordsjælland og terrorbombede København først i september 1807. Bombardementet anrettede store skader på byen, som hurtigt overgav sig. Englænderne tog herefter den danske flåde med sig. Den danske regering så herefter ingen anden mulighed end at slutte alliance med Napoleon og gå ind i krigen på Frankrigs side. Ydmygelsen og nederlaget markerede også afslutningen på en 70 år lang periode med fremgang og velstand. Centrum for den oversøiske handel med Nordeuropa forskubbede sig til Hamborg med Danmarks aktive indtræden i krigen.

Da freden skulle sluttes i Kiel krævede Sverige, at Danmark afstod Norge til den svenske krone.
Nordmændene anerkendte dog ikke Kieler-freden og oprettede en uafhængig stat med vedtagelsen af Eidsvoll-forfatningen 17. maj 1814, men nordmændene måtte dog nødtvunget acceptere at indgå i en union med Sverige med den svenske konge som statsoverhoved. En ordning der løb helt til 1905, hvor Norge blev et selvstændigt monarki.

For tabet af Norge fik Danmark som en lille kompensation Svensk Pommern og Rügen, som dog med Preussen året efter på Wiener-konferencen blev byttet væk til hertugdømmet Lauenburg. Danmark var blevet reduceret til en småstat, hvis rolle i europæisk storpolitik var udspillet. Frederik VI havde spillet på den forkert hest, og riget måtte betale prisen. Staten bestod nu kun af de tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten, Lauenburg samt de tre nordatlantiske områder Færøerne, Island og Grønland. Næste ydmygelse var statsbankerotten i 1813, som var en logisk følge af krigens omkostninger.

Tiden efter Napoleonskrigene var præget af økonomisk stagnation og britisk indførselstold på dansk korn. Først i 1830erne oplevede landbruget en fremgang, som også havde afsmittede virkning på byerhvervene. Fremgangen fortsatte i 1840erne, hvor Storbritannien blev dansk landbrugs hovedmarked. Politisk blev censuren lidt efter lidt lempet, og der blev indført begrænset lokalt selvstyre. – Analfabetismen var udryddet omkring år 1850 bl.a. på grund af Skoleloven af 1814, hvor almindelig skolegang var blevet indført.

Der blev knyttet store forhåbninger til Christian VIII ved dennes tronbestigelse i 1839 både fra bondebevægelsen, byernes erhvervsdrivende og akademikerne, men ligesom faderen afviste han indskrænkninger i enevælden, skønt han i 1814 havde givet nordmændene datidens mest demokratiske forfatning. Kongen forberedte imidlertid endnu før sin død i 1848 retningslinierne for en fri forfatning.

Men det skulle blive Frederik VII, den sidste i den oldenborgske kongeslægt, der 5. juni 1849 underskrev Danmarks første grundlov udarbejdet af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Den almindelige valgret for alle ”uberygtede mænd over 30 år” var blevet indført for det ene af de to kamre Folketinget. Til andetkammeret Landstinget var der stadig valgbarhedsbegrænsninger. Blandt den første grundlovs fædre taltes tre efterkommere af tyske indvandrere, nemlig D.G. Monrad, Orla Lehmann og A. F. Tscherning.

Selv om det nyvalgte Folketing i de følgende år vedtog de reformer, som lagde fundamentet til, at landet kunne udvikle sig økonomisk, erhvervsmæssigt og administrativt, så var det det uløste slesvigske spørgsmål, som stod øverst på dagsordenen.
I perioden fra 1815 op til krigen i 1864 udgjorde den tysktalende befolkning i Sydslesvig, Holsten og Lauenburg en tredjedel af den samlede befolkning i helstaten. Situationen havde været uholdbar i adskillige år, idet Lauenburg og Holsten deltog i det Tyske Forbund og var fuldstændigt tyske -kulturelt og sprogligt - mens Slesvig var nationalt og sproglig delt.

Da den danske konge og flertallet af politikerne ønskede helstaten opretholdt, måtte det komme til et opgør med Holsten og Lauenburg, som ønskede at knytte Slesvig til sig og dermed til det Tyske Forbund. En fri fællesforfatning for hertugdømmerne og løsrivelse fra den danske krone var det holstenske borgerskabs og godsejeres krav.

Under treårskrigen fik slesvig-holstenerne hjælp fra den preussiske hær, som først blev trukket tilbage efter russisk pres. Selv om Preussen på det Tyske Forbunds vegne sluttede fred i juli 1850, hvilket russerne nærmest pressede dem til, fortsatte slesvig-holstenerne kampen, men måtte opgive ved nytår 1851. Helstaten levede videre med større autonomi for hertugdømmerne, men det var kun et spørgsmål om tid, inden den indbyggende nationale konflikt igen ville bryde ud, eftersom danskerne af de tysktalende slesvig-holstenere i stigende grad blev anset for at være en besættelsesmagt.

Der opstod sidst i 1850erne en dansk erkendelse af, at Holsten og Lauenburg måtte udskilles af riget, mens Slesvig og Danmark skulle have en fællesforfatning. En sådan forfatning blev vedtaget i november 1863. To dage senere døde den folkekære Frederik VII, hvorefter Christian IX underskrev Novemberforfatningen, hvilket blev opfattet som en klar provokation over for Preussen og det Tyske Forbund, som opfattede Slesvig som overvejede tyskdomineret.

Uden nogen militær opbakning fra Sverige og Norge, som man fra dansk side havde håbet på, var krigen tabet på forhånd. Der var ikke noget at stillede op over for den østrigske og preussiske militærmagt, som gjorde arbejdet for slesvig-holstenerne. Ved freden i Wien 1864 måtte Danmark afstå de tre hurtigdømmer. En 250 år lang rutschetur fra Nordeuropas stærkeste økonomiske og militære magt til et i stormagternes øjne ubetydeligt lille land havde fundet sin afslutning.

Der var dermed også sat et endegyldigt punktum for det tyske islæt på det danske samfund, som gennem en moderat, men konstant indvandring fra hertugdømmerne og Nordtyskland siden middelalderen, havde sat sit præg på dansk kultur, sprog, politik, forvaltning, militær, handel og håndværk.

Omkring 1875 begyndte kornpriserne år for år at falde, hvorfor produktionen i landbruget blev omlagt til primært animalsk landbrug. Efter omlægningen boomede eksporten til Storbritannien af animalske landbrugsprodukter, såsom smør, kød, flæsk og æg. Dette eksporteventyr varede helt frem til 1. verdenskrig. Landbrugsproduktionen steg kraftigt i disse år, og af den samlede danske eksport var mellem 85-90% landsbrugsvarer.

Både større og mindre landbrug organiserede sig i andelsbevægelsen i form af andelsmejerier og andelsslagterier, hvilket styrkede bøndernes stilling og selvbevidsthed. I sidste halvdel af 1800-tallet udvikledes der også en bred folkelig bevægelse, som via friskoler og grundtvigianske højskoler og ved dannelse af valg- og frimenigheder fik stor betydning for landbefolkningens kultur og kundskabsniveau.

Også byudviklingen tog fart i denne periode. Landbefolkningens andel af befolkningstallet faldt fra midten til slutningen af århundredet fra 80% til 60%. Byerhvervene udviklede sig især inden for håndværk, servicefag og mindre industri. Industrialiseringen tog sin spæde begyndelse i Københavnsområdet og i de større provinsbyer i 1870erne, hvor en socialistisk arbejderbevægelse så dagens lys.

Politisk prægedes perioden af modsætningen mellem det nationalkonservative parti, Højre, og bondebevægelsens parti, Det Forenede Venstre, som dannede flertallet i Folketinget fra 1872. Imidlertid havde en ny grundlov i 1866 afløst Novemberforfatning af 1863. 1866-grundloven var et klart demokratisk tilbageskridt, og da kongen ifølge grundloven frit kunne vælge sine ministre uagtet at disse måtte have parlamentariske flertal mod sig, opstod der en parlamentarisk uholdbar situation fra 1872 til 1894. I 1894 forligedes de moderate kræfter i Højre og Venstre, hvilket varede indtil systemskiftet i 1901, hvor Christian IX accepterede en Venstre-mand som konseilspræsident.

Fra industrialiseringens gennembrud i Danmark frem til 1930 fandt en stor regulær indvandring af svenske faglærte og ufaglærte arbejdere sted. Svenske arbejdere tog del i bygge- og anlægsarbejder, såsom boligkvarterer i København, fabriksanlæg, havne- og jernbaneanlæg, kystsikringsarbejder etc. Teglværker, stenhuggerier, smedeværksteder, støberier, maskinværksteder, væverier, glasvarefabrikker og skibsværfter benyttede sig i tiden op til 1. verdenskrig i vid udstrækning af svensk arbejdskraft, og afhængig af branche i et vist omfang også af tysk. Eksperter har regnet sig frem til, at den svenske indvandring i perioden androg ca. 50.000.

Den indvandrede svenske arbejdskraft kom altovervejende fra det sydlige Sverige; de faglærte fra de skånske byer og de ufaglærte fra de skånske landdistrikter. De svenske indvandrere var unge, og der var lidt flere kvinder end mænd. Kvinderne, der stort set alle var ufaglærte, arbejdede primært i København og på Sjælland som tyende, mens de kvindelige sæsonarbejdere arbejdede i sommerhalvåret på bondegårde.

Indtil 1914 havde imidlertid kun omkring 5.700 17) svenskere opnået dansk indfødsret, som indtil århundredeskiftet havde været særdeles restriktiv. Assimileringen gik hurtigt for dem, der ikke rejste tilbage til Sverige, som følge af indgåede ægteskaber med især danske mænd og den store overensstemmelse i sprog og kultur.

Under den danske industrialiserings første årtier fandt der også en mindre indvandring sted af tyske industri- og anlægsarbejdere. Omfanget var dog langt mindre end den tilsvarende svenske tilvandring i samme periode. I glasindustrien, på bogtrykkerier og teglværker samt i slagterfaget fandt de tyske faglærte arbejdere og svende primært beskæftigelse. Ved oprettelsen af de første danske fagforeninger spillede tyske fagforeningsfolk også en stor rolle, eftersom organiseringen af arbejdere i fagforeninger var begyndt ca. 10 år tidligere i Tyskland end i Danmark.

Da befolkningstallet i Danmark eksklusive hertugdømmerne i 1811 nåede op på 1 million, havde den årlige procentuelle befolkningsvækst i 1700-tallet i gennemsnit ligget på omkring knap 0,4% 18), men eftersom dødeligheden sidst i 1700-årene begyndte at falde svagt, bevirkede det, at befolkningstilvæksten i løbet af 1800-tallet steg kraftigt, idet fertiliteten forblev høj - omkring 4,5 børn pr. kvinde.

Da befolkningens levevilkår igennem 1800-tallet steg jævnt grundet bedre ernæring og hygiejne samt større viden om sygdomsbekæmpelse, afstedkom det sammen med en betydeligt lavere børnedødelighed, at den danske befolkning voksede med de indtil da højeste vækstrater nogen sinde nemlig fra 928.000 i 1801 til 2.432.000 i år 1900. Det svarede til en årlig gennemsnitlig befolkningstilvækst på 0,98% i perioden, og det vel at mærke selv om der i tidsrummet fra 1860 til 1. verdenskrig skete en nettoemigration til især USA på ca. 250.000 19) mennesker, hvilket dog sammenlignet med Sverige var en procentuelt betydeligt mindre emigration.

Det tog 36 år fra 1882 til 1918 at gå fra 2 til 3 millioner danskere, hvilket var en gennemsnitlig årlig befolkningstilvækst på 1,14 % - danmarkshistoriens højeste nogensinde. Væksten var båret både af den stigende gennemsnitslevealder og af den høje fertilitet. Danske kvinders fertilitet fra 1840erne til 1900 faldt kun fra 4,4 til 4,1 børn. Herefter begyndte fertiliteten at falde jævnt til omkring 3,0 lige efter 1. verdenskrig 20). I 1840erne kunne en nyfødt pige i gennemsnit kun forvente at leve i 45 år, i 1905 var dette tal øget til 56 år, mens tallene for 1955 og 2000 hhv. var 72,6 og 79,0 år 21).

Mod moderne tider

Med Systemskiftet i 1901 blev det statsskik, at en regering måtte gå af, hvis den mødtes med et mistillidsvotum fra et flertal i Folketinget. Årene fra 1901 op til 1. verdenskrig var præget af reformer på skatte-, uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet, og omkring 1910 blev der påbegyndt forhandlinger om en revision af Grundloven, som ved vedtagelsen i 1915 mundende ud i en afskaffelse af den privilegerede valgret til Landstinget, gennemførelse af almindelig valgret for kvinder og tjenestefolk samt forholdstalsvalg til Folketinget, hvilket sikrede en mere repræsentativ fordeling af mandaterne.

I årene op til 1. verdenskrig boomede industrien, og på flere områder var dansk industri førende. Antallet af beskæftigede inden for handel, transport og industri steg kraftigt, hvilket vælgermæssigt begunstigede det fremstormende Socialdemokrati. Selv om denne udvikling ikke lod sig stoppe, udgjorde eksporten af landbrugsprodukter ved verdenskrigens udbrud i 1914 stadig 90% af den samlede danske eksport.

Ved folketingsvalget i 1913 fik Det Radikale Venstre, som var en fraktion af partiet Venstre, der i 1905 havde brudt med partiet pga. især forsvarsspørgsmålet, flertallet i Folketinget sammen med Socialdemokratiet. De to partier beholdt regeringsmagten til 1920, hvor en ny Venstre-regering tog over.

Under 1. verdenskrig formåede Danmark at fastholde neutralitetspolitikken, der dog i vid udstrækning var tilpasset Kejsertysklands ønsker. Men regeringen kunne dog ikke forhindre, at dansksindede slesvigere skulle indkaldes til tysk krigstjeneste. Omkring 6000 af dem vendte aldrig tilbage til deres hjemstavn fra slagmarkernes rædsler. Regeringen blev også presset af den tyske regering til at spærre Storebælt med miner på trods af forpligtelser om at holde passagen åben.

Partierne i Folketinget indgik borgfred under krigen, og der blev indført en hidtil uset pris-, forsynings- og rationeringspolitik, som betød en udvidelse af statsmagtens beføjelser. Da arbejderbevægelsen tilmed i 1918-19 over for arbejdsgiverne fik gennemtvunget en ottetimers arbejdsdag, markerede det begyndelsen til en socialdemokratisk æra i dansk politik.

Den danske fagbevægelse fik først i 1920erne gennemtrumfet, at de polske sæsonarbejdere, hvis indførsel den i øvrigt søgte at begrænse, skulle have samme arbejds- og lønvilkår som danske arbejdere. Lovgivningen var indrettet på, at de indrejste sæsonarbejdere skulle rejse hjem efter arbejdsforholdets ophør, og da den økonomiske verdenskrise satte ind sidst på året i 1929, standsede regeringen importen af udenlandsk arbejdskraft for at afbøde den stigende arbejdsløshed.

Med sukkerroeavlen, som begyndte i det små på Lolland-Falster i 1870erne, opstod der behov for arbejdskraft i markerne. Først benyttede bønderne svenske piger fra Skåne og Småland til dette ubarmhjertigt hårde arbejde, senere, da dyrkningen af sukkerroer fandt udbredelse i Sverige, opstod der igen en situation med mangel på markarbejdere. Via tyske agenter blev polske sæsonarbejdere hyret til det utaknemmelige arbejde på markerne ikke kun på Lolland-Falster, men også i andre landsdele. Når sæsonen var ovre, tog de fleste polske markarbejdere, hvoraf omkring 75% var kvinder, hjem til deres polske landsby. Dette system opretholdtes fra 1893 til 1929.

I alt fik 3.338 polakker dansk indfødsret i årene 1916 til 1965, svarende til et gennemsnit på 69 personer pr. år. Det store flertal af polakker var romersk-katolske, mens et mindretal fra de østligste polske egne tilhørte den ortodokse kirke. Dette var på ingen måde en hindring for assimileringen af de polakker, der erhvervede dansk statsborgerskab. Denne polske gruppe er uden problemer gået op i den øvrige danske befolkning, eftersom et stort antal af de kvindelige polske markarbejdere giftede sig med danske mænd.

Danmark gik stort set fri af flygtningestrømme under og efter 1. verdenskrig. Men i kølvandet på revolutionen i 1917 og den efterfølgende borgerkrig i Rusland landede 1.204 personer i Danmark. Mest prominent i denne gruppe var enketsaritsa Maria Fjodorovna - i Danmark bedre kendt som Christian IXs datter, enkekejserinde Dagmar. Hovedparten af disse flygtninge fortsatte siden til England, Tyskland eller Frankrig. I perioden 1925-1950 fik 454 af dem dansk indfødsret.

I fredstraktaterne i Versailles efter 1. verdenskrig blev det fastlagt, at der skulle gennemføres afstemninger i de slesvigske områder om nationalt tilhørsforhold. Den første afstemning 10. februar 1920 viste et flertal på ¾ i det nordslesvigske afstemningsområde for genforening med Danmark, mens en afstemning 14. marts samme år i Mellemslesvig viste et lige så massivt flertal for tysk tilhørsforhold. Sønderjylland kom altså hjem til Danmark efter 56 år under tysk overherredømme.

1920erne var præget af efterveerne af verdenskrigen, og en afsætningskrise ramte både landbruget og industrien. Arbejdsmarkedet var i disse år præget af uro og konflikter. Politisk dannede der sig et billede, som kom til at præge det politiske landskab århundredet ud: kampen mellem det liberalistiske Venstre delvist støttet af de Konservative, som Højre var blevet omdøbt til i 1915, på den ene side og Socialdemokratiet og de Radikale på den anden side, som advokerede en mere statsstyret økonomisk politik.

I 1929 blev Thorvald Stauning, Socialdemokratiets leder, igen statsminister, efter at have været i opposition siden 1926. Fra 1924-26 havde han ledet landets første socialdemokratiske regering. Den nytiltrådte regerings reformprogram blev dog til dels forpurret af den økonomiske verdenskrise, der ramte Danmark i midten af 1930. Især landbruget var hårdt ramt af prisfald og afsætningskrise. Senere ramte krisen også industrien og byerhvervene. Gennem handelsaftaler med Storbritannien og Tyskland samt en statslig interventionspolitik og sociale reformer blev krisen lindret uden at arbejdsløsheden dog kunne dæmpes væsentligt.

I 1930erne modtog Danmark en mængde flygtninge fra Hitlers Tyskland. Både tyske jøder og ikke-jødiske tyskere opnåede flygtningestatus i Danmark. Sidstnævnte gruppe udgjordes især af kunstnere, forfattere, intellektuelle og politiske modstandere af naziregimet. Det anslås, at deres antal før Danmarks besættelse har ligget på højest 500. En stor del nåede i besættelsens første uger med danske venners hjælp til Sverige. En parlamentarisk kommission berettede til Folketinget efter krigen, at ”kun” hen ved 200 tyske flygtninge var blevet udleveret til Tyskland under besættelsen.

Udenrigspolitisk måtte den socialdemokratisk-radikale regering i 30erne indrette sig efter Nazitysklands ønsker. Og da bevillingerne til militæret fra sidst i 20erne var blevet udhulet, var besættelsen af Danmark 9. april 1940 en smal sag for den tyske værnemagt. Tyskerne tilbød at respektere Danmarks uafhængighed og regeringens virke, såfremt ”fredsbesættelsen” blev accepteret. Som følge heraf blev der straks dannet en national samlingsregering af de fire store partier, som lagde rammerne for samarbejdspolitikken under den tyske besættelse.

I de første besættelsesår nød samarbejdspolitikken stor opbakning i befolkningen, og først da krigslykken vendte for tyskerne, begyndte store dele af befolkningen hen over sommeren 1943 at sætte spørgsmålstegn ved samarbejdspolitikken. Først i 1942 begyndte modstandsbevægelsen at røre på sig med illegale sabotageaktioner.

Da Werner Best i november 1942 afløste Cecil von Renthe-Fink som Tysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark, krævede han i overensstemmelse med Berlins ønsker, at den føjelige, men durkdrevne Radikale udenrigsminister Erik Scavenius også skulle være statsminister. Han afløste socialdemokraten Wilhelm Buhl, som kun havde siddet en kort periode efter Staunings død i maj 1942. Ved valget i marts 1943, hvor valgdeltagelsen var rekordhøj, fik de partier, som gik ind for samarbejdet med tyskerne, 93,4% af de afgivne stemmer.

Stemningsskiftet indtrådte i sommeren 1943, hvor det over alt i landet kom til uro og strejker. Da Hitler krævede af den danske regering, at der skulle indføres undtagelsestilstand og dødsstraf for sabotage, havde regeringen kun et valg, nemlig at indgive sin afskedsbegæring til kong Christian X.
Samarbejdspolitikken var ophørt. I stedet styredes landet frem til befrielsen af et departementchefstyre gennem lovanordninger godkendt af Højesteret.

Med oprettelsen af Frihedsrådet i september 1943 blev modstandsbevægelsens aktiviteter bedre koordineret, og sabotageaktioner på jernbaneskinner samt mod industrivirksomheder og skibsværfter, der arbejdede for tyskerne, tog til. Efter folkestrejken i juli 1944 skete der en tilnærmelse mellem Frihedsrådet og politikerne, som blandt andet førte til en henvendelse til de allierede om at få Danmark anerkendt som allieret.

I det urolige besættelsesår 1944 nåede Danmarks befolkning 4 millioner, hvilket svarede til en årlig befolkningstilvækst på 1,12% på de 26 år fra 1918, hvor befolkningen rundede 3 millioner. Fødselstallene steg i øvrigt markant under besættelsen, hvilket har ført til mange muntre konklusioner om de bagvedliggende årsager: spærretid, mørkelægning etc.

Efter at politiet havde nægtet at medvirke til sabotagebekæmpelse og opretholdelse af ro og orden under strejker, opløstes politiet, og danske politifolk blev interneret. Det bevirkede, at besættelsens sidste måneder var præget af selvtægt og stigende kriminalitet. De tyske tropper i Danmark kapitulerede til Montgomerys britiske styrker med virkning fra 5. maj 1945.

Fra befrielse til EF-medlemsskab

I maj 1945 stod Danmark med 238.000 tyske flygtninge, som myndighederne skulle skaffe husly og forplejning til. I takt med den tyske hærs tilbagetrækning på østfronten i vinteren 1944/45 flygtede millioner af civile fra Schlesien, Østpreussen, Vestpreussen og Hinterpommern for de fremrykkende russiske tropper. Millioner blev transporteret mod vest ad søvejen over Østersøen.
Af disse flygtningeskibe lagde hundredvis til i danske havne for at sætte flygtningene i land.

Ved befrielsen var der til de tyske flygtningene, som hovedsagelig bestod af kvinder, børn og gamle, fundet midlertidig husly på 5-600 indkvarteringssteder, såsom skoler, hoteller, forsamlingshuse etc. Fra britisk side fik de danske myndigheder besked på, at flygtningene ikke straks kunne vende tilbage til de allieredes besættelseszoner i Tyskland. Tilbagesendelse til deres hjemstavn var også udelukket, idet de tyske områder øst for floderne Oder og Neisse var stillet under midlertidig polsk forvaltning.

Den nyetablerede Flygtningeadministration stod for den kolossale opgave. Flygtningene blev forholdsvis hurtigt interneret i lejre, som bestod af tidligere tyske belægninger og kaserner eller genbrugsbygninger fra Sverige og nyopførte barakker. Det var politisk bestemt, at de tyske flygtninge skulle holdes skarpt adskilt fra den danske befolkning, idet man frygtede, at en fraternisering kunne komplicere en senere hjemsendelse.

I betragtning af den dårlige forsyningssituation i efterkrigsårene blev denne situation klaret flot af de danske myndigheder. Efterhånden som indkvarteringsmulighederne i det besatte Tyskland blev bedre, kunne flygtningene i toge sendes tilbage til de allieredes besættelseszoner i Tyskland. Den sidste tyske flygtning forlod Danmark 14. februar 1949.

Krigen havde også bragt andre flygtninge til Danmark, som regeringen gjorde sig store anstrengelser for at komme af med. Men tilbage af oprindeligt ca. 30.000 ikke-tyske flygtninge i maj 1945 blev der en mindre restgruppe på under 1.000, hvoraf ca. 400 var baltere. Disse flygtninge fik alle senere dansk statsborgerskab.

Under besættelsens sidste del var det blevet aftalt, at en befrielsesregering skulle bestå af ligelig repræsentation af Frihedsrådet og af de politiske partier. Da den tiltrådte i maj 1945, indledte den et retsopgør med besættelsestidens kollaboratører. Det var dog fortrinsvis de egentlige nazister, håndlangere og mindre kollaboratører, der blev dømt. De, der havde tjent store formuer på forretninger med besættelsesmagten, gik i det store hele ram forbi.

Det politiske liv normaliseredes hurtigt, og ved det første efterkrigsvalg blev kommunisterne kraftigt styrket på Socialdemokratiets bekostning. Venstre kunne danne en mindretalsregering med Knud Kristensen som statsminister. Ved det næste valg i 1947 genvandt socialdemokratiet med Hans Hedtoft i spidsen regeringsmagten og beholdt den i de efterfølgende 21 år med undtagelse af 3 år fra 1950-53, hvor Venstre og Konservative havde regeringsmagten med Erik Eriksen som statsminister.

Trods sin uklare stilling under krigen lykkedes det Danmark at opnå status som allieret. Da den kolde krig og Europas deling var en realitet i 1946/47, søgte Danmark en fællesnordisk løsning på sit sikkerhedsproblem med en truende sovjetisk supermagt tæt på landets grænser. Da det viste sig umuligt, deltog Danmark sammen med Norge i april 1949 i oprettelsen af Atlantpakten (NATO), som med USA som storebror kunne yde den nødvendige sikkerhedsgaranti.

De første efterkrigsår var præget af varemangel og rationering, men da Danmark takkede ja til Marshallhjælpen i 1948, lettede det landets valutaproblemer og fremmede dermed importen af råvarer og maskiner, hvilket bidrog til en betydelig modernisering og rationalisering af landbrug og industri. Den amerikanske økonomiske hjælp, som først nedtrappedes efter 1952, var således en effektiv saltvandsindsprøjtning til den danske økonomi.

Årene forud for 1953 var præget af arbejdet med en ny Grundlov, hvor kvindelig arvefølge til tronen skulle bære Grundloven igennem. Kong Frederik IX havde tre populære døtre, men ingen søn. I den nye Grundlov blev der åbnet mulighed for afgivelse af suverænitet til mellemfolkelige organer og udvidede muligheder for afholdelse af folkeafstemninger. Endvidere blev Landstinget afskaffet og parlamentarismen grundlovsfæstet. Desuagtet var Grundloven nær ikke blevet vedtaget pga. lav valgdeltagelse ved folkeafstemningen

Efter borgerkrigen i Ungarn i oktober/november 1956 ønskede den danske regering i lighed med andre vestlige regeringer at hjælpe til med genbosætningen af nogle af de 200.000 ungarere, som i november 1956 befandt sig i Østrig. 1.400 ungarere blev modtaget med åbne arme af den danske befolkning. Regeringen havde valgt Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Red Barnet, som ved den lejlighed sammen etablerede Dansk Flygtningehjælp, til at forestå indkvartering, forplejning og integrering af ungarerne i det danske samfund.

Af de 1.400 ungarere valgte 133 at repatriere, 433 emigrerede til USA, Canada eller Australien. Ved udgangen af 1961 var der altså kun 834 ungarere tilbage i Danmark fra opstanden i 1956. De fik alle senere hen dansk indfødsret. Assimileringen i det danske samfund gik hurtigt og smertefrit trods en anden sprogstamme, men kulturelt var springet ikke så stort, idet ungarerne tilhørte den kristne kulturkreds. Iblandt flygtningene var de romersk-katolske i overtal, mens lutheranere og reformerte udgjorde et mindretal.

H.C. Hansens socialdemokratiske regeringer fra 1955-60 var de første efterkrigsregeringer, som kunne nyde godt af den internationale højkonjunktur, og den indenlandske vækst begyndte følgelig at stige betragteligt sidst i 50erne. Det blev starten på en tid, som gennem 60erne helt frem til oliekrisen i slutningen af 1973 forvandlede Danmark fra et roligt lille landbrugsland med lidt industri og handel til et hæsblæsende højtindustrialiseret velfærdssamfund. Velfærdsstaten blev båret igennem af et væld af socialreformer, men prisen var, at de offentlige udgifter og skatterne eksploderede.

I de 15 år - i tidsrummet fra 1958 op til jordskredsvalget i 1973 - skete der store strukturforandringer i dansk erhvervsliv og på arbejdsmarkedet. Produktiviteten blev kraftigt forøget i både landbrug og industri. For landbrugets vedkommende betød det en kraftig reduktion i antal brug og beskæftigede. I begyndelsen af 60erne oversteg værdien af industrieksporten for første gang landbrugets. Både den private og offentlige servicesektor voksede, mens kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Parcelhuskvarterer skød op som paddehatte uden for byerne, familien Danmark fik bil og begyndte at købe ind i supermarkeder og tage på charterferie. Der var ingen ende på optimismen og troen på fremtiden.

I 1972, året hvor Danmark stemte sig ind i EF, rundede Danmarks befolkning 5 millioner. Den årlige befolkningstilvækst faldt i de 28 år, der var gået, siden indbyggertallet i 1944 nåede 4 millioner. Væksten var ”kun” 0,81% årligt i perioden. Det kraftige fald i fertiliteten i årene fra 1967-72 medvirkede i væsentlig grad til, at befolkningstilvæksten i perioden kom under 1%.

Indvandringen ændrer karakter

Fra omkring 1965 begyndte indvandring til Danmark at ændre karakter. Indtil midten af 60erne havde Danmark kun i en vis udstrækning været begunstiget af indvandring fra vore naboer i Sverige, det tyske Sydslesvig, Holsten samt Nord- og Mellemtyskland. Immigranterne var ligesom danskerne lutheranere, opvokset og opdraget med og i den samme kultur samt tilhørte samme folke- og sprogstamme.

Der havde altså siden middelalderen i moderat omfang fundet en naturlig udveksling sted imellem nabofolk, hvilket bevirkede, at den nationale egenart på intet tidspunkt var truet. Netop fordi der var et kulturelt, religiøst, sprogligt og slægtsfællesskab gled tilvandrerne hurtigt ind i det danske samfund og blev assimileret til stor gavn for landets økonomiske og erhvervsmæssige udvikling.

Fraregner man den svenske og tyske indvandring til Danmark siden middelalderen, hvis nøjagtige tal ikke lader sig udregne, så udgjorde den øvrige indvandring til Danmark i en 400 års periode fra 1565 til 1965 næppe mere end 15.000 mennesker, der alle, jøderne undtaget, var kristne mennesker, primært lutherske og reformerte og i mindre omfang katolske eller ortodokse. Den norske indvandring, som i øvrigt var yderst moderat, ses der bort fra, idet Norge fra 1380 til 1814 var en del af det danske kongerige. Den skønsmæssige oversigt over immigrerede til Danmark fra renæssancen til 1965 ser således ud:

Skønsmæssig oversigt op til 1965

Hollændere 1.000
Huguenotter 500
Polakker 3.500
Russere 500
Ungarere 1.000
Østeuropæere
efter 1945 1.000
Jøder
- konverterede
+ tilvæksten i DK 7.000
andre europæere 500

I alt ca. 15.000

Demografer og historikere, som har beskæftiget sig med emnet, er også enige om, at Danmark indtil midten af 1960erne, hvor de første fremmedarbejdere fra Tyrkiet og Pakistan kom til landet, havde en etnisk set enestående homogen befolkning. At der ingen hold er i påstanden om, at Danmark altid har været et indvandringsland for alverdens folkeslag, anskueliggøres ved følgende fire citater:

Bent Østergaard, forfatter til bogen ”Indvandrernes Danmarkshistorie”: ”Og som alle andre indvandringer siden den ældre middelalder er de i forhold til landets samlede indbyggertal af meget beskedent omfang. Karakteristisk for disse indvandringer gennem de sidste knap 1000 år er netop, at de i antal og i procenter ikke er af større betydning, og selv om de fleste bosatte sig i bysamfundene, udgjorde de normalt kun en ret beskeden andel af den samlede befolkning der.” …”Statistisk set tæller de næsten ikke” 22).

George Nellemann, historiker og forfatter til to bøger om den polske indvandring til Danmark: ”Danmark har ikke haft mange minoriteter eller indvandrere, følgelig har vi heller ingen tradition herhjemme for forskning i sådanne befolkningsgrupper” 23).

Poul Christian Matthiessen, dr. polit., professor i demografi ved Københavns Universitet siden 1971, Danmarks førende og internationalt højt respekterede demograf: ”Indtil slutningen af 1960erne kom indvandrerne først og fremmest fra Norge, Sverige, England, Tyskland og Nordamerika. Det var endvidere de samme fem områder, som var målet for hovedparten af udvandringen fra Danmark. En betydelig del af indvandringen var således en tilbageflytning af danske statsborgere, som vendte hjem efter at have studeret og arbejdet i udlandet. På samme måde rejste mange udlændinge hjem efter at have boet her i kortere eller længere tid. Denne form for vandringssamkvem med udlandet betød, at antallet af udenlandske statsborgere i Danmark kun voksede langsomt. De kom fra lande med stort set samme kultur og levevis som os selv og gled derfor ubemærket ind i samfundet. I sidste halvdel af 1960erne ændrede situationen sig imidlertid afgørende. Indvandringen begyndte nu at komme fra lande, som vi ikke tidligere havde modtaget indvandrere fra. Endvidere vendte meget færre af de nye indvandrere tilbage til deres hjemland. Derfor indtraf der nu en stærkere vækst i antallet af udenlandske statsborgere” 24).

Otto Andersen, tidligere kontor- og divisionschef ved Danmarks Statistik samt lektor ved Institut for statistik og demografi ved Københavns Universitet: ”Før 1860 (hvor den oversøiske udvandring begyndte) havde både immigration og emigration været ekstremt begrænset, og endda i en sådan grad, at den danske befolkning før den tid kan betragtes som en lukket befolkning” 25).

Indvandringen fra lande, hvis kultur, religion og levevis lå den danske fjernt begyndte i det små i midten af 60erne, hvor industrien midt under højkonjunkturen stod og manglede arbejdskraft.
Fra 1964/65 til 1971 var det fagbevægelsen, A-pressen, de toneangivende i Socialdemokratiet og SF, der var skeptiske over for import af fremmed arbejdskraft. For at afhjælpe manglen på arbejdskraft foreslog fagbevægelsen og Socialdemokratiet i stedet at få kvinderne ud på arbejds- markedet. Især den daværende socialdemokratiske arbejdsminister Erling Dinesen og den unge socialdemokrat Mogens Camre var eksponent for dette synspunkt.

Under VKR-regeringen 1968-71 skærpede Socialdemokratiet endog sin indvandringskritiske profil. Heroverfor stod de borgerlige partier, i særdeleshed Det Konservative Folkeparti - med enkelte borgerlige politikere som undtagelse - arbejdsgiverforeningen og industriens organisationer, som talte varmt for at importere fremmed arbejdskraft for at få skabt et større udbud af arbejdskraft for derved at få lagt en dæmper på lønudviklingen, som skabte inflation og forringede konkurrenceevnen over for konkurrerende udenlandske virksomheder.

Pr. 1. januar 1966 var der kun registreret 156 tyrkiske statsborgere i Danmark. Men registreringen af udlændinge, som tog arbejde i Danmark, var yderst mangelfuld. De fremmedarbejdere, som de dengang kaldtes, kom ofte til landet på turistvisum, og når de fandt arbejde, slog de sig varigt ned i landet. Derfor er de officielle tal over fremmedarbejdere fra 1965-69 langt mindre end de reelle tal.
Fra 1966 til 1968 skønnes omkring 4.000 fremmedarbejdere at have indvandret, mens tallene for 1969 og 1970 var hhv. ca. 5.000 og 12.000. Den mangelfulde statistik på området blev der dog senere i en vis udstrækning rådet bod på.

Da det første indvandringsstop blev vedtaget i Folketinget 5/11-1970 skønnes der at have været maksimalt 25.000 gæstearbejdere i Danmark, men der blev i den forbindelse åbnet op for, at de herværende fremmedarbejdere kunne få deres ægtefæller og børn til Danmark. Et nyt begreb familiesammenføring, som senere skulle blive voldsomt debatteret, havde set dagens lys. Stoppet for yderligere indvandring af fremmed arbejdskraft blev først lempet i sommeren 1973 efter pres fra industriens interesseorganisationer for så igen 29/11-1973 i kølvandet på oliekrisen at blive genindført.

Det var især udenlandske statsborgere fra Tyrkiet, Jugoslavien, Pakistan og delvist Marokko og andre nordafrikanske lande, som udgjorde hovedparten af fremmedarbejderne fra den tredje verden, fra indvandringen begyndte omkring 1965 til det endelige indvandringsstop i 1973. Sammenlagt udgjorde denne gruppe ca. 15.000 personer inklusive nogle få familiemedlemmer ved det første indvandringsstop i november 1970. De officielle tal fra slutningen af 1970 angiver: 6.073 tyrkere, 4.591 jugoslavere og 2.017 pakistanere. Den første moske på dansk jord for de muslimske indvandrere blev i øvrigt indviet i Hvidovre i sommeren 1967 af en tilrejst kalif fra Pakistan.

Den første flygtningestrøm til Danmark siden Ungarnsopstanden i 1956 opstod, da tusindvis af
tjekkoslovakkere flygtede til Østrig, efter at Sovjetunionen i august 1968 havde sendt kampvogne ind i Tjekkoslovakiet for at knuse ”foråret i Prag”. Danmark fik tildelt omkring 200 tjekkiske flygtninge, og i de følgende år stødte yderligere 300 til.
Det endelige indvandringsstop blev dog senere fuldstændig undermineret af reglerne om familiesammenføring og af asyllovgivningen. Kultursociologen Eyvind Vesselbo lavede i 1990 en rapport til Ishøj kommune, hvor han fastslog, at 145 tyrkiske gæstearbejdere, som i 1969/70 bosatte sig i kommunen på 20 år var blevet til 1.824 personer via reglerne om familiesammenføring og via en høj fertilitet – en 12-dobling!! Ti år senere i 2000 var tallet vokset til 2.813 tyrkere – en 20-dobling på 30 år!! Denne kraftige vækst skyldes dog også, at udlændinge med en kultur og religion, som afviger væsentligt fra den danske, samles i ”enklaver”, som derved kommer til at virke som magneter for bestemte etniske grupper. Som eksempler kan ud over Ishøj kommune nævnes Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København, Vollsmose i Odense samt Gellerupparken og de omkringliggende områder i den vestlige del af Århus.

Ved indvandringsstoppet i november 1973 var der registreret 6.173 tyrkere i Danmark. Pr. 1. januar 2002 var der registreret 52.159 tyrkiske indvandrere samt efterkommere. Tallet er i realiteten betydeligt højere, idet børn af naturaliserede forældre, hvor blot den ene er født i Danmark af Danmarks Statistik ikke registreres som efterkommere, hvorfor tallet antageligvis ligger på minimum 90.000, hvilket er en 15-dobling på små 30 år.

Væksten af udenlandske statsborgere, som permanent har slået sig ned i Danmark siden midten af 1960erne, har ikke været båret af indvandrere fra vore nabolande, men af immigranter fra mindre udviklede lande. Som kontrast til det tyrkiske eksempel kan nævnes, at ca. 10.200 polakker i perioden fra 1965 til 1999 opnåede dansk statsborgerskab, herunder er medregnet de ca. 3.000 polske jøder, som ankom i 1969-70 på flugt fra antisemitisme i Polen. Det svarer til et årligt gennemsnit på 300 indfødsretstildelinger i de pågældende 34 år.

Verdens mest liberale udlændingelov

Indvandringen af mennesker fra udviklingslandene stoppede ikke ved det af Folketinget vedtagne indvandringsstop i november 1973, men loven afstedkom dog i første omgang en væsentlig opbremsning i tilstrømningen. De indvandrede fremmedarbejdere fik lov at blive og samtidig fik de lovhjemmel til at hente deres hustruer og børn til Danmark, selv om ingen paragraffer i internationale konventioner foreskrev - og stadig ikke gør det - at familiesammenføringer skulle foregå i det land, som indvandrerne havde taget ophold i.

Fra 1973 op til vedtagelsen af udlændingeloven af 1983 var det relativt vanskeligt for udlændinge at få fast opholdstilladelse i Danmark. De udlændinge, der kom fra ikke-vestlige lande, var
primært FN-konventionsflygtninge (især vietnamesere - ca. 2.900 fra 1974 til 1983) og familiesammenførte til tidligere indvandrede fremmedarbejdere. Desuagtet mere end fordobledes antallet af fremmede fra mindre udviklede lande i denne tiårs periode til omkring 40.000.

Nævnes skal også, at omkring 800 chilenere i den berørte tiårs periode blev anerkendt som politiske flygtninge i Danmark efter Pinochets militærkup i 1973. Ligeledes fik et par hundrede indere og pakistanere, som i 1972 var blevet smidt ud af Uganda af landets diktator Idi Amin, samt en lidt større gruppe iranere i årene efter Khomeinis magtovertagelse i 1979 politisk asyl i Danmark.

Udlændingeloven af 1983 ændrede imidlertid den hidtil forholdsvis strikse praksis med tildeling af opholdstilladelse i Danmark. Poul Schlüters borgerlige mindretalsregering havde i september 1982 overtaget regeringsmagten efter skiftede socialdemokratiske regeringer siden februar 1975. Højest på den nye borgerlige regerings prioritetsliste stod en økonomisk genopretningspolitik, som skulle føre Danmark væk fra den økonomiske afgrund efter 10 år med store indenlandske budgetunderskud samt løbende underskud på betalingsbalancen.

Den borgerlige regering arvede også en betænkning, som et fremmedlov-udvalg havde barslet med siden december 1977. Efter indstilling fra fremmedlov-udvalgets flertal fremlagde justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) i januar 1983 regeringens forslag til ny udlændingelov. Selv om lovudkastet indebar en mindre lempelse, tilfredsstillede det ikke venstrefløjen og især ikke de Radikale, som udgjorde regeringens parlamentariske grundlag. Da loven blev vedtaget 3. juni 1983 af samtlige partier minus Fremskridtspartiet, var det et helt andet lovforslag, som blev vedtaget, end det oprindeligt fremsatte.

Dansk Flygtningehjælps formand fra 1977-84, Hans Gammeltoft-Hansen, som havde sæde i fremmedlov-udvalget, og som med sine superhumanistiske ideer havde været i mindretal i det ni mand store udvalg, fik i realiteten mindretallets forslag til ny udlændingelov vedtaget i Folketinget gennem et vellykket lobbyarbejde hos de politiske partier. På grund af den parlamentariske situation valgte den borgerlige regering at indgå forlig med de Radikale og venstrefløjen til trods for, at det ikke skortede på advarsler, bl.a. advarede rigspolitichefen i en høringsudtalelse til det færdige lovforslag om, at indvandringsstoppet af 1973 herefter nærmest ville få illusorisk karakter.

Alle betænkeligheder, indvendinger og advarsler blev imidlertid fejet af bordet, og Danmark fik, hvad der dengang og senere er blevet kaldt, verdens mest liberale udlændingelov - og det på trods af en konservativ justitsminister, som i foråret 1983 udtrykte sin bekymring for følgerne af, at en ny udlændingelov ville lukke landets grænser op for alverdens folkeslag.

Som konsekvens af loven blev fremmedpolitiet opløst, og dermed blev politiet frataget tilsynet med udlændingene i landet. Før vedtagelsen af 1983-loven havde fremmedpolitiet også administrativt bemyndigelse til at afgøre udvisningssager af udlændinge og efterfølgende at effektuere dem. Efter lovens vedtagelse fik ikke kun indvandrere med fast opholdstilladelse, men også flygtninge retskrav på familiesammenføring. Desuden fik flygtninge krav på, at deres sag kunne blive behandlet i hele to instanser: Direktoratet for Udlændinge og Flygtningenævnet.

Adgangen til familiesammenføring blev lettet og udvidet, og humanitære opholdstilladelser til asylansøgere, hvis sager ikke begrundede asyltildeling, blev snarere normen end undtagelsen. Et sindrigt system med anke- og klagemuligheder for afviste asylansøgere muliggjorde, at langt de fleste flygtninge på den ene eller anden måde til sidst fik varig opholdstilladelse i Danmark.

De nye liberale regler rygtedes hurtigt rundt omkring i tredjeverdenslandene, hvilket i de efterfølgende år gjorde Danmark til et attraktivt mål for både bekvemmelighedsflygtninge, almindelige indvandrere samt naturligvis flygtninge efter FN-flygtningekonventionens definitioner. Turen til Danmark blev godt hjulpet på vej af, at flypriserne verden over midt i 80erne faldt kraftigt, og udsigten til et liv under stabile politiske forhold med statsgaranteret økonomisk tryghed drev titusindvis til Danmark.

En port var slået op, og der skulle kun gå tre år, inden et flertal i Folketinget i oktober 1986 i lyset af folkestemningen og en voldsom tilstrømning af tusindvis af tamiler, iranere og statsløse palæstinensere fra Libanon i 1985-86 måtte se sig nødsaget til at trække i nødbremsen og få stoppet de værste huller i 1983-loven. Men selv om stramningen betød en vis opbremsning i tilstrømningen, så havde Danmark i de såkaldte ”flygtningeproducerende” lande fået ry som et land, hvor det var let at få opholdstilladelse, og hvor staten sørgede for et rimeligt underhold. Derfor fortsatte flygtningestrømmene sidst i 80erne og i de første år af 90erne, om end i et lidt mindre omfang trods flere stramninger af udlændingeloven.

Selv om anerkendelsesprocenten for asylansøgere i mange år lå mellem 50% og 60% (en af de højeste i Europa), lykkedes det også mange afviste asylansøgere gennem deres advokater at inddrage nye aspekter i deres sag og udnytte klagemulighederne til det yderste, så de til sidst på grund af den lange sagsbehandlingstid fik opholdstilladelse af humanitære årsager. De faktiske forhold bevirkede, at Danmark sammen med Sverige var de to lande i Europa, hvor det var nemmest for en udlænding at tiltvinge sig varigt ophold.

Derfor forårsagede det også en del furore, da den norske socialdemokrat Thorvald Stoltenberg, FNs daværende flygtningehøjkommissær, i 1990 sagde, at langt over 90% af asylansøgerne i Vesteuropa var økonomiske flygtninge og dermed ikke var omfattet af FN-flygtningekonventionen af 1951. Og han måtte vel vide, hvad han talte om! Men fundamentale ændringer i de europæiske landes asyllovgivninger skete imidlertid ikke.

Nogle få år efter at en flygtning havde fået varig opholdstilladelse i Danmark, havde han et retskrav på at få familiesammenføring med sin kone og børn eller kommende hustru. Derved kunne en mandlig flygtning over en tiårs periode let blive til en familie på 5-6 personer. Den lave erhvervsfrekvens for indvandrere og flygtninge fra tredjeverdenslande har resulteret i en enorm byrde for de offentlige kasser. Forskere fra Rockwool Fondens Forskningsenhed fastslog i 2000, at hver flygtning og indvandrer fra et ikke-vestligt land i gennemsnit kostede det danske samfund 58.200 kr. i årlig overførselsindkomst - netto.

Da Poul Nyrup Rasmussen i januar 1993 fik serveret regeringsmagten af den konservative statsminister Poul Schlüter efter offentliggørelsen af resultaterne af en dommerundersøgelse om syltning af tamileres ret til familiesammenføring, havde den borgerlige regering året før strammet udlændingeloven yderligere og blandt andet indført et forsørgelseskrav ved familiesammenføring samt en forlængelse til fem år, inden indvandrere kunne få tilladelse til familiesammenføring. Derudover blev der hjemlet høje bødestraffe til flyselskaber, som fragtede udlændinge fra tredjeverdenslande til Danmark uden visum.

Borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina og klanfejder i det fjerne Somalia i første halvdel af 1990erne gjorde igen Danmark til attraktivt flygtningemål. Omkring 14.000 bosniere, hvoraf en stor del ankom til Danmark via sikre tredjelande, fik flygtningestatus. Kun få har ligesom de i 1999 ankomne kosovo-albanere ønsket at vende tilbage til deres hjemlande, selv om forholdene er blevet normaliserede. Den politiske vilje har ej heller været til stede til at tvangstilbagesende dem, skønt Danmark kunne gøre det uden at overtræde en eneste international konvention. Antallet af irakere i Danmark er også steget kraftigt i 90erne fra 2.423 1/1-1990 til 18.097 1/1-2001. Først opnår de asyl, og så går familiesammenføringen i gang fem år senere - mønstret er let aflæseligt i statistikkerne.

Ved at fragte de økonomisk bedrestillede fra tredjeverdenslande til Vesten har mafiaer og sluserbander fra 90ernes begyndelse tjent milliarder af kroner. Menneskesmugling er et så indbringende illegalt ”forretningsområde”, at selv ikke lange fængselsstraffe har kunnet dæmme op for uvæsenet. Nøglen til Vesteuropa går i dag gennem menneskesmuglere, eftersom EU-landene har indført visumpligt til tredjeverdenslande og skærpet kontrollen ved EUs ydergrænser.

Den voldsomme tilstrømning af somaliere til Danmark midt i 90erne, hvoraf yderst få har ønsket at vende tilbage, selv om forholdene er blevet normaliserede i landet, viser helt klart, at der har været tale om en regulær indvandring og ikke en flygtningestrøm, for en flygtnings højeste ønske er naturligvis at vende tilbage til hjemlandet, når der ikke mere finder forfølgelse eller krigslignende tilstande sted. Somalierne, som er et ørkennomadefolk, er af naturlige årsager umulige at integrere i et højt industrialiseret kommunikationssamfund. Danmarks omdannelse til et multietnisk samfund inden for de sidste små tyve år illustreres allertydeligst ved somaliernes eksempel. I 1980 var der ifølge Danmarks Statistik 133 somalier i Danmark, ti år senere var der 531. Da den radikal-socialdemokratiske regering midt i 90erne ikke ønskede eller evnede at stoppe tilstrømningen fra Somalia, står Danmark pr. 1/1-2002 med 17.299 somaliere. Tendens kraftigt stigende pga. en ekstremt høj fødselshyppighed. Hele 45,7% af somalierne i Danmark er under 15 år!!

Demografiske følger

Statistisches Bundesamt, som er ”Tysklands Statistik”, lavede i sommeren 2000 en prognose over befolkningsudviklingen i Tyskland de kommende 50 år. Ved præsentationen i juli 2000 skabte prognosen store overskrifter i den tyske presse såsom ”Deutschlands Bevölkerung schrumpf” (Tysklands befolkningstal falder) - en kendsgerning som tyskerne havde været bevidst om siden sidst i 1970erne - men det der chokerede, var det tempo, som statistikerne forudsagde, at det ville ske i.

I dag er der lige over 82 millioner indbyggere i Tyskland, hvoraf ca. 74,5 millioner er etniske tyskere, resten er udlændinge bosat i Tyskland. De tyske statistikere prognosticerede, at indbyggertallet i Tyskland i år 2050 ville ligge på mellem 65 og 70,4 millioner, alt efter om den årlige indvandring i perioden blev antaget til at være 100.000 eller 200.000. Den etniske tyske befolkning ville trods en antaget stigning i gennemsnitslevealderen på fire år de næste 50 år ifølge prognosen falde til omkring 51 millioner i år 2050 26) på grund af, at dødeligheden ville være relativt høj, idet en stadig større andel af befolkningen ville blive over 65 år. Samtidig ville de unge tyske kvinder kun føde 2/3 af det antal børn, som der skal til, for at befolkningen kan reproducere sig.

De tyske statistikere gik ud fra en forudsætning om, at tyske kvinders fertilitet frem til år 2050 ville ligge på nogenlunde samme leje som i perioden 1980-2000, nemlig omtrent 1,4 barn pr. kvinde. Sociologer bekræftede, at der intet lå i kortene om, at den fertile adfærd ville ændre sig afgørende. Derimod forudsagde prognosen, at fertiliteten iblandt indvandrerkvinder fra tredjeverdenslande fortsat ville ligge betydeligt over nettoreproduktionstallet om end med faldende tendens (1000 levende fødte pigebørn skal en generation på 1000 kvinder føde, for at befolkningstallet kan holdes stabilt i en lukket befolkning). Den høje fertilitet iblandt indvandrerkvinder i Tyskland ville ifølge prognosen kombineret med en fortsat selektiv indvandring, hvilket der i Tyskland er politisk konsensus for, til en vis grad afbøde faldet i det samlede befolkningstal.

Statistisches Bundesamts prognoser kan let overføres til danske forhold, idet det danske og tyske samfund er ens i mangt og meget - lige fra gennemsnitslevealder, alderssammensætning, disponibel gennemsnitsindkomst til indkomstfordeling. De tyske statistikere konkluderede også, at problemet med en lav fertilitet og dermed et faldende befolkningstal ikke kun er et tysk fænomen, men er en tydelig demografisk tendens, som kan konstateres i de oprindelige befolkninger i alle vestlige højt industrialiserede lande.

Danske kvinders fertilitet faldt kontinuerligt fra år 1900 med 4,1 børn til 2,1 i 1933 midt under den verdensomspændende økonomiske krise. Fødselshyppigheden var herefter meget stabil indtil 1941 hvor 2,24 børn fødtes i gennemsnit pr. kvinde. Under de følgende besættelsesår steg fertiliteten kraftigt og toppede i årene 1945-48 med knap 3 levende fødte børn i gennemsnit pr. kvinde med en absolut top i 1946 med i alt 96.111 fødte. Herefter aftog fertiliteten til 2,6 børn i 1950. Helt frem til og med 1966 lå fertiliteten konstant mellem 2,5 og 2,6 fødte børn pr. danske kvinde. I 1966 var fertiliteten 2,61, i 1967 2,35, i 1968 2,11, i 1969 2,00 og i 1970 1,95. Fertiliteten holdt sig på omkring 1,9 til og med 1975, hvorefter et nyt fald satte ind til et historisk lavpunkt i 1983 med 1,377 børn pr. kvinde svarende til 50.822 levende fødte dette år 27) 28) 29).

Den danske stambefolkning er lige siden 1980 faldet i antal, da der i en lukket befolkning - altså uden ind- og udvandring - med en harmonisk jævn aldersfordeling skal fødes 2,1 barn i gennemsnit pr. kvinde, for at befolkningen lige kan reproduceres. I 1970erne kunne befolkningstallet imidlertid stabiliseres på de 5 millioner (1972) bl.a. på grund af stadig stigende gennemsnitslevealder. Fra sidst i 1970erne til 1989 lå befolkningstallet stabilt på 5,1 millioner. Tallet holdtes pga. indvandring og et stigende antal fødsler iblandt indvandrerkvinder i takt med, at deres antal øgedes.

Overgangen fra et højt til et lavt dødeligheds- og fertilitetsniveau kaldes den demografiske transition. Det er et fænomen, som ikke kun Danmark, men hele den vestlige industrialiserede verden har gennemgået fra omkring århundredeskiftet til omkring 1970. Fertilitetsnedgangen opvejes i begyndelsen af et betydeligt fald i dødeligheden pga. velstandstigning og bedre sundhedstilstand, således at befolkningerne fortsat vokser naturligt. Fertilitetsnedgangen er et udtryk for en tilpasning til ændringerne i de moderne vestlige samfunds økonomiske og sociale strukturer, deriblandt kvindernes emancipering og øgede erhvervsfrekvens, som gør store børneflokke uhensigtsmæssige.

Efter 1980 er der imidlertid i de oprindelige vesteuropæiske befolkninger sket en ændring i aldersstrukturen, således at mængden af ældre over 60 år er steget betragteligt, hvilket sammenholdt med en fortsat lav fertilitet iblandt europæiske kvinder har resulteret i, at der dør flere europæere, end der fødes - en udvikling, som ser ud til at fortsætte i det indeværende århundrede, jfr. Statistisches Bundesamts befolkningsprognose fra juli 2000.

Den vækst, der har været i fertiliteten fra 1,40 i 1984 til 1,76 i 1992 (1,73 i 2001) skyldes i stort omfang et andet fødselsmønster hos indvandrede kvinder fra den tredje verden, hvis fertilitet er betydeligt højere end danske kvinders 30) 31) 32). Da både de naturaliserede og de ikke-naturaliserede indvandrerkvinder tælles med i Danmarks Statistiks fødselsstatistik, og eftersom deres fødte børn udgør omkring 20% af en fødselsårgang 33), føder danske kvinder i realiteten omkring 1,4 barn i gennemsnit. Danske kvinders fertilitet ligger altså stadigvæk på samme leje som i første halvdel af 80erne, da antallet af tredjeverdensborgere endnu var meget lavt, og deres fødselshyppighed dermed ikke havde nævneværdig betydning for den totale fertilitet i Danmark. En fertilitet på omtrent 1,4 ligger også tæt op af normen i andre vesteuropæiske lande.
Det samlede befolkningstal i Danmark er pr. 1/1 2002 ifølge Danmarks Statistik 5.368.354. Stigningen er sket på trods af, at den oprindelige danske befolkning siden omkring 1980 kontinuerligt er faldet i antal pga. en højere dødelighed end fertilitet samt en betragtelig nettoudvandring af danskere i perioden. At befolkningstallet igen begyndte at stige sidst i 80erne, skyldtes dels indvandring fra ikke-vestlige lande, dels et stigende andel af fødslerne iblandt indvandrerkvinder.

Spørgsmålet er så, hvor stor andel af befolkningstallet er etniske danskere, og hvor mange er udlændinge? Det korrekte tal lader sig desværre ikke aflæse af Danmarks Statistiks udlændinge-statistikker, idet man har valgt at kategorisere børn af udlændinge, hvis mor eller far er født i Danmark og har opnået dansk statsborgerskab, under gruppen af danskere. Det har haft den effekt, at langt over 100.000 børn og unge af udlændinge er forsvundet ud af udlændingestatikkerne.

Endvidere hersker der stor usikkerhed om, hvor mange af de gennem statsamterne naturaliserede unge udlændinge mellem 18 og 23 år med mindst 10 års ophold i Danmark der er blevet optaget på Danmarks Statistiks opgørelse over naturaliserede. Derved er yderligere en stor udlændingegruppe forsvundet ud statistikkerne. Flere jurister finder i øvrigt den anvendte praksis, som hviler på § 3 i loven om indfødsret, ulovlig, eftersom den krænker grundlovens § 44, som udtrykkeligt foreskriver, at ingen udlænding kan få dansk indfødsret uden ved lov, altså ved optagelse med navns nævnelse på et indfødsrets-lovforslag, som skal gennem de tre obligatoriske behandlinger i Folketinget. Den nævnte gruppe unge udlændinge kan altså tildeles dansk indfødsret blot ved at afgive en erklæring på tro og love over for et statsamt.

I forbindelse med stramningerne i udlændingelovgivningen pr. 1/7-02 krævede Dansk Folkeparti af regeringen, at denne indfødsretsmulighed via statsamterne blev fjernet. Regeringen ville imidlertid ikke efterkomme dette krav, men indvilligede dog i at stramme kraftigt op på betingelserne ved disse administrative tildelinger af statsborgerskab via et cirkulære, som regulerer §3 i loven om indfødsret.

Cand. oecon. J. E. Vig, som anvender den anerkendte internationale opgørelsesmetode Lexis Skema, har opgjort den danske stambefolknings antal til at være ca. 4.740.000 i 2001 34). Siden sidst i 70erne er danskernes antal gået støt tilbage pga. lavere fertilitet end dødelighed samt en større udvandring end hjemvending af danskere. P.C. Matthiessen skriver, at indbyggertallet i Danmark under forudsætning af en fortsættelse af fertilitets- og dødelighedsniveauet i 1996 og ingen ud- eller indvandring vil aftage med 0,6% om året, hvilket vil betyde en halvering af befolkningstallet på 115 år 35).

I den seneste udlændingestatistik fra Danmark Statistik opgøres tallet for personer med udenlandsk baggrund pr. 1/1 2002 til 469.677. J. E. Vig har beregnet 2002-tallet i en af sine prognoser til at være ca. 547.000 36). I J. E. Vigs udlændingetal indgår imidlertid ikke borgere fra Norden, Vesteuropa og Nordamerika. Trækker man antallet af disse udlændinge, som kulturelt står danskerne nær, ud af Danmarks Statistiks tal, får man ca. 357.000 tilbage. Differencen er således på omtrent 190.000, hvilket er et yderst realistisk skøn for det antal personer, som enten er forsvundet ud af statistikkerne via statsamternes administrative indfødsretstildelinger, eller som er gledet over i danskergruppen i overensstemmelse med Danmarks Statistiks ”danskerdefinition”.

Den første million fremmede med en ikke-vestlig kulturbaggrund, vil ifølge J. E. Vigs befolkningsfremskrivning nås i 2011 under forudsætning af, at tendensen fra 90erne fortsætter. Imidlertid ændrede den parlamentariske situation sig fuldstændigt ved valget i november 2001, hvilket utvivlsomt vil rokke lidt ved de forudsætninger, der ligger til grund for prognosen, idet væksten i udlændingetallet pga. politisk vedtagne stramninger må formodes at ville løje af. Spørgsmålet er så, hvor meget?

Ej heller med deres befolkningsfremskrivninger har Danmarks Statistik altid haft en heldig hånd. I befolkningsprognosen lavet i 1990 prognosticeredes Danmarks befolkning til at blive 4.780.000 i år 2030. Men i løbet af 90erne tog indvandringen fart via familiesammenføringer og stigende flygtningetal - trods det stadig gældende indvandringsstop af 1973. Denne hidtil usete de facto indvandring bevirkede, at statistikerne i Danmarks Statistik sidst i 90erne måtte ændre afgørende i forudsætningerne for befolkningsprognosen.

I befolkningsfremskrivningen fra 2002 vurderes Danmarks befolkningstal i 2030 til at ville blive 5.762.473. Den ekstra million, som er forskellen mellem 1990- og 2002-fremskrivningen, skyldes den øgede indvandring fra ikke-vestlige lande samt en fertilitet iblandt indvandrerkvinder, som angives til 3,03 37), hvilket udløser en ganske kraftig vækst i folketallet i en befolkning med lav børnedødelighed.

Hvor mange vil der være tilbage af den danske stambefolkning i 2050? Ja, hvis den oprindelige danske befolkning i 2001 udgør 4.740.000, som tidligere anført, vil der, hvis man tager udgangspunkt i et fald på 31,5% over 50 år, som man kan udregne på baggrund af Statistisches Bundesamts tal, vil der kun være omkring 3,3 millioner tilbage af den danske stambefolkning i år 2050. Et tal som i øvrigt ligger på niveau med det befolkningstal, som kongeriget havde i 1922. At den danske stambefolkning i antal de næste knap 50 år falder med i gennemsnit omkring 0,75% om året pga. lav fertilitet, høj dødelighed grundet en aldrende befolkning samt udvandring, forekommer at være et yderst realistisk scenarium, hvis ikke der sker noget drastisk.

Berettiget bekymring?

Folketingsvalget 20. november 2001 blev i vid udstrækning i pressen udlagt som den danske befolkningens protest mod den lempelige udlændingepolitik, som den radikal-socialdemokratiske regering havde ført. Folket ønskede en ny strammere kurs i udlændingepolitikken og stemte en Venstre-Konservativ-mindretalsregering til magten med Dansk Folkeparti som støtteparti. De tre partier, som tilsammen råder over et flertal i Folketinget, aftalte i foråret 2002 betragtelige og markante stramninger i udlændingelovgivningen, hvilket, der i skrivende stund er tydelige tegn på, har dæmpet tilstrømningen. Men om den politiske vilje også rækker til at stoppe den voldsomme vækst internt i Danmark, som opstår gennem indvandrerkvindernes høje fertilitet, må tiden vise. De danske signaler ser under alle omstændigheder ud til at være blevet opfanget i de europæiske hovedstæder, og meldingerne er ikke til at tage fejl af: Når Danmark kan og tør stramme deres nationale lovgivning for at stoppe indvandringen, så kan de også gøre det.

I efteråret 2002 blev der for alvor taget fat på et emne, som ellers havde været fuldstændigt tabubelagt i debatten, nemlig omfattende repatrieringsordninger af herboende flygtninge og ikke-integrerbare udlændinge. Der er ligesom i befolkningen hos flere og flere politikere ved at indtræde en erkendelse af, at hvis udviklingen på udlændingeområdet fortsætter som i 90erne, så er indsatsen, der spilles om på sigt: Danmarks fortsatte eksistens som fri kristen kulturnation.

Er der i det hele taget grund til bekymring? Til det må man ubetinget svare JA. Der er adskillige aspekter af spørgsmålet. Velfærdssamfundet kan under alle omstændigheder ikke opretholdes med en fortsat kraftig indvandring fra tredjeverdenslande, hvorfra indvandrerne ryger direkte ind på de danske socialkontorer. Rockwool Fondens Forskningsenhed har ved flere lejligheder blotlagt denne kendsgerning. Optionerne er enkelte: Enten velfærdssamfundets sammenbrud eller et stop for yderligere indvandring fra den tredje verden.

Flere og flere danskere stiller sig tillige spørgsmålet, om et multietnisk/multikulturelt samfund nu også er så berigende og banebrydende, som fortalerne for et etnisk blandet samfund tidligere har hævdet. Vi hører godt nok ikke meget til dem mere, antageligvis fordi de af ren opportunisme har valgt at tie, nu da de nøgne kendsgerninger ikke mere kan skjules. Historien giver talrige eksempler på, at folkene helst vil leve iblandt stammefrænder, og at multietniske samfund uvægerligt indebærer konflikter, polarisering, kriminalisering samt social og etnisk spaltning.

Man behøver blot at tage til et par af de mange europæiske storbyer, hvor forskellige etniske minoriteter lever, for at få anskueliggjort, at eksperimentet er mislykkedes. Man vil finde områder i storbyerne, som i mere eller mindre grad er i kriminalitetens vold, og hvor politiet kun nødigt vover sig ind pga. anarkistiske tilstande. Man vil møde rodløse og splittede borgere, hvis kulturelle integritet er blevet undergravet af et velmenende men opgivende samfund, hvis sociale og økonomiske strukturer nærmer sig sammenbruddets rand. Begreber som samhørighedsfølelse og solidaritet hører ikke det multikulturelle og multietniske samfund til.

Var udlændingene kommet fra Norden, EU-landene eller Østeuropa ville det næppe have afstedkommet særligt store problemer, og især ikke hvis den beskæftigelsesmæssige situation havde været gunstig. Problemet er, at i særdeleshed muslimerne, som har en kulturel og religiøs baggrund, der begrunder en adfærd, som er i modstrid med, hvad vi i Danmark anser for naturligt, normalt samt ret og rimeligt, virker som et fejlanbragt fremmedlegeme i det nationale korpus, hvilket skaber spændinger og kulturelle konflikter. Deres antal i Danmark er gennem indvandring og høj fødselshyppighed steget fra 1990 til 2002 med over 10% årligt. Deres antal skønnes i 2002 at være omkring 300.000.

Et af de alvorligste problemer ved den førte udlændingepolitik er den kritikløse tildeling af statsborgerskaber, for dermed har politikerne taget et vigtigt redskab ud af hænderne på sig selv, nemlig det magtmiddel der ligger i at kunne tilbagesende de fremmede til deres hjemlande, hvis de f. eks. enten ligger samfundet urimeligt økonomisk til byrde, har en for danske normer uacceptabel adfærd eller begår kriminalitet.

Af egne sammentalte opgørelser på grundlag af Danmark Statistiks publikationer over udlændinge fremgår det, at 129.464 personer i perioden 1980 til og med 2001 fik bevilget dansk indfødsret. Hele 80,36% heraf (104.044 personer) havde en etnisk baggrund uden for Europa eller i det tidligere Jugoslavien. I den forbindelse er det absolut realistisk at forudsætte, at der til hver af disse nydanskere skal lægges to børn i gennemsnit, således at det reelle tal er over 300.000. Børn under 18 år registreres nemlig ikke ved indfødsretstildelingerne, de får automatisk indfødsret sammen med deres naturaliserede forældre.

Som afslutning på mit bidrag til denne antologi har jeg valgt nogle klare og gennemtænkte citater, som Danmarks førende og internationalt velanskrevne befolkningsforsker, professor i demografi, dr. polit. Poul Christian Matthiessen udtalte i et interview med Jyllands-Posten 29/8-1999:

“Jeg mener ikke, at danskerne har fået sandheden at vide. Den nuværende indvandring er uden historisk sidestykke. Der er nogle konsekvenser, som ingen rigtigt vil diskutere, men som rammer midt ned i den danske befolknings kultur, religion og levevis”.

”Mange danskere er næppe klar over den historiske og enestående situation. De har jo kunnet læse, at vi tidligere har taget imod indvandrere. Men det er en helt ny situation på grund af mængden, og fordi der er en kultur- og religionsforskel”.

”Indtil i slutningen af 1960erne blev al indvandring stort set opslugt af det danske samfund, netop fordi der var tale om europæere med samme religion. De tilegnede sig let danske skikke, traditioner og holdninger. Men i de sidste tre årtier har indvandringen skiftet afgørende karakter”.

”Er det rimeligt, at vi bruger vore penge på at hjælpe de få flygtninge, der har penge nok til at betale for at blive smuglet til Danmark, når der lever 20-30 millioner flygtninge ude i verden under kummerlige vilkår? - De flygtningekonventioner, vi arbejder med, stammer fra 50erne og er baseret på individuelt forfulgte flygtninge. Men hovedparten i dag kommer af mere gruppeorienterede årsager på flugt fra elendige økonomiske og sociale vilkår. For mig er det helt forfejlet, at vi hjælper 5 - 10.000 flygtninge om året, og de andre så står i den fortsatte elendighed. Udviklingen er løbet fra den måde at tænke på”.

”Pludselig er den muslimske religion blevet den næststørste i Danmark. Det ser vi symptomerne på nu, idet den dikterer en adfærd, der er forskellig fra den danske”.

”Det multikulturelle samfund er noget, som meget få havde tænkt igennem - og det havde ikke været nogen politisk målsætning. Der er vel næppe mange i befolkningen, der har ment, at det skulle være således. Det, man i realiteten har ladet ske, er en omfattende ændring af den danske nation”.


Søren Lind Jensen
Aarhus, 22. oktober 2002