Economics: Sandheden kort

Økonomi: Sandheden kort

Industriproduktionen er fortsat faldende, senest i lidt lavere takt ganskevist, og det samme endnu mere udpræget for verdenssamhandelen i 2008 og 2009 og 2010. Protektionismen der er meget tillokkende at gribe til, og den allestedsnærværende miljøkult fastfryser mere end det løsner op for nye perspektiver herunder omstillingen til den international konkurrence i Vesten.

Her til kommer at alle disse tiltag der sattes igang for at nå til finanskrisen, højere gældsætningsgrad/ længere låneafviklingsperiode for ejendommene, tilskuddene, de lette kreditter og negative rentesatser kører upåvirkede videre. Gæld og de udækkede forpligtelser samt fortsatte officielle forventninger til højere skatter understreger hvad der ikke skal gøres. Sidstnævnte forhold er gældende i USA, Europa og Japan, Japan med 20 års nedtur og gammelkeynesianske fejlslag i luften, der nu er endt på deflationskurs. Det er ikke meget bedre i Europa. Nej, intet peger i den rigtige retning, som tingene ser ud netop i begyndelsen af 2010, uanset aktiepapirerne for en kort stund siden årsskiftet udviser små lokale opgange over tiden.

40-50 års excesser og mere end 10 års løs pengepolitik med forbrugsøkonomi og varmluftbobler først på aktie- så på ejendomsmarkedet klares ikke på et par år. Den keynesianske eller om man vil neo-keynesianske behandling er fortsat i front på det europæiske fastland: “Jo mere husholdningerne bruger, desto fattigere bliver de, jo mere staterne bruger, desto rigere bliver vi”. Gældsfælden skal man huske var helt ude af den officielle dagsordenen i mere end 30 år. Med et Syd- og Østeuropa sendt hen, hvor peperet gror under euroregimet, er der med forsvarende renteforhøjelser fra EU, handelshindringer og anden protektionisme (kapitalen flyder væk til øst og vest, og inflation truer Tyskland og Frankrig), sat en udvikling igang, der fører til kollaps kombineret med allerede indtruffet deflation i den ene halvdel af EU og gryende inflation i den anden. Alternativet er endnu flere udstedte pengemidler, større forbrug, højere skatter, nul rente og mere gæld på gældsbjerget, og det bliver det hele i hvert fald værre af: “Patienten skal ikke have mere af den medicin, der gjorde ham så syg”. Det sidste hænger naturligt sammen med at visse love inden for økonomien er tæt på at være naturlove. Dette har de besluttende og medierne naturligt overset, fordi de tror om og på denne verden og dens dagsordenssættere.

Guldprisen er ved at nå $1200 pr. ounse fra en pris på  $250 i 2005. Og det er ikke bare et andet boblende varemarked ved siden af aktiepapirerne og ejendommene, som vi måtte høre medierne vrøvle om, ikke bare spekulanternes yngreplads. Fortsætter denne prisstigning på guld vil inflationen gå virkelig igang, og kollapsen har vi så kun set toppen af. Problemet er at usikkerheden både på markederne for realproduktion og markederne for valuta nærmest tvinger investorerne over i guld, hvis midlerne samtidig skal kunne realiseres forholdsvis hurtigt og nemt.

Husk, når de retarderede dukker i medierne melder deres investeringsråd, skal du altid gøre det modsatte. Det hænger sammen med, at alting har en ende, og da der er flest efternølere, gælder det om at få dem til at betale. Husker du aktieboblen skabt af salgbart papir og selvfølgelig falske eller ingen reale forventninger, nærmest i Stein Bagger-stil: Engang i august 2001 kunne man læse i bladene ”Så lad dog børnene”; de skulle investere deres spareskillinger i aktiemarkedet. Det går så godt, og vi blev alle så rige. Og det var løgn. ”Mere spekulation, tak” var titlen på en artikel i Berlingske Tidende. Den indeholdt derudover kun tom snak, altså informationstom.

Formentlig ønsker et flertal i toppen problemerne med et nyt internationalt betalings- og kreditsystem klaret ved indførelse af guldmøntfod. Men det har aldrig været løsningen på de selvskabte problemerne, og fortsat stigende guldpris vil vise, hvor vi i virkeligheden står med inflation, arbejdsløshed og statsgæld, men guldmøntfoden har kun mening i forhold en ekstremt expanderende verdensøkonomi, som under industrialismens fødsel, og den vil gøre ondt værre.

En virkelig globalisering af markederne fordrer et globaliseret international betalingssystem. Man skal simpelthen enes om at forhindre  staternes ledere i at springe over, hvor gærdet er lavest og begrænse spekulationsmulighederne, der er et rent biprodukt af disse lette spring, ganske betydeligt.

13. januar 2010,  J. E. Vig, cand. oecon.

"if your heart is filled use your brain"