Troen på verdens narrehatte

Information om Danmark

GLOBALISERING - og troen på verdens narrehatte
Glyngøre overvejer at flytte noget af sin produktion til Polen

"Nu vil vi bekæmpe globaliseringen" eller lignende udtryk, hører vi ofte. Disse udtryk er virkelig tegn på dyb uvidenhed. Globalisering betyder intet andet end international konkurrence. Den gammeldags protektionisme via importafgifter, andre restriktioner, herunder forbud og eventuelt hjemmemarkedstilskud til for dyr produktion har været brugt og vil fortsat blive brugt ganske meget af EU og enkelte andre lande, der mener at kunne klare sig hermed, selvom de så begrænser samhandelen, og samtidig smadrer velfærdsstaterne bygget på overbudspolitik. EU påregner også at kunne flyde i Arabiens olie ("og derved gå på vandet"): http://www.lilliput-information.com/revalu.html , typisk fordi USA gjorde det i en periode i fortiden via den såkaldte petrodollar.

Da kapitalen trækkes over i privat regi uden for produktionen via spekulationen i bl.a. aktiepapir og private ejendomme, fiske- og mælkekvoter og også forlader EU, der systematisk har tilskyndet denne papirmølle yderligere og også sendt ejendomspriserne på himmelflugt, så bliver der i løbet kort tid blive trukket i bremserne. Så må renten hæves for at beskytte mod inflationen, men højere renter fører til at endnu mere produktion må finde nye domiciler eller ophøre.Det kan eventuelt føre til stilstand, hvis fejlbehandlingen fortsætter.

Med Euroen taber de nationale regeringer deres styringsinstrumenter (vekselkurs, rente, betalingsmiddelmængde og fleksibelt budget) til sikring af pengeværdierne, og reguleringer af arbejdsmarkedet og de sociale- og økologiske standarder, som de selv samme politikere har indført. Struktur- og konkurrenceforskelle vil uden statslig affjerding blive udlignet af markedet. Men de store visioner uden noget reelt indhold er dem, der tæller, når ingen reelt holder politikerne i ave.

Tankegangen om at bekæmpe globaliseringen i det 21. århundrede er lige så merkantilistisk som ideologien, der florerede i Europa fra 15- til 17-tallet - i princippet. Der er ikke sket mange forbedringer i forståelse blandt de middelmådige, der næsten overalt er de eneste, der vil have med opgaven at styre andre menneskers liv at gøre fra et parlament.

Allerede den skotske filosof David Hume (1711-1776) berigede os med bidrag ('Om Penge' 1752 og senere 'Balance i Handelen'), der rettede sig mod de herskende tanker, dengang som nu byggende på merkantilistiske politikker (udtryk opfundet af den senere Adam Smith). Merkantilisterne fokuserede for et land på at få fat i så meget guld, sølv og soldater som vel muligt. En primitiv og kunstig tankegang inspireret af guld- og sølvfundene, som især Spanske opdagelsesrejsende (i 1500-tallet) gjorde i deres grådighed for i sidste ende at kunne veksle disse ædelmetaller for efterspurgte varer. Tankegangen dækker over en forestilling blandt folk, der ikke systematisk har gennemtænkt økonomiske spørgsmål, at forveksle penge med velstand, og jeg kan supplerende foregribe konklusionernes gang: At forveksle penge med guld:
http://www.lilliput-information.com/gul1/gul1.html

Udenrigshandel blev betragtet som en ensidig interesse, kan man sige. Kun én af handelspartnerne ville nyde gavn af handelen ; de komparative fordele (de relative konkurrencefordele), som kan forklares for et barn, var heller ikke nået tankegangen hos de 1700-tals-dominerende. Tværtimod: "Eksporter ikke dine gode naturlige eller hjemligt producerede varer, men prøv få fat i alt det du kan fra fremmede lande. Hvis det lykkedes for dig med den taktik, bliver du den rigeste". Vinderne var i korthed dem, som kunne samle de største mængder af værdifuldt metal eller værdifulde mineraler og tjene mest ved at beskytte deres egne varer og altså samtidig række ud efter fremmedes landes varer og endog opbygge en stærk hær for at få fat i, hvad der var behov for, ønsket eller begæret. Kun fordi industrialiseringen så småt begyndte omkring 1750 og tankegangen i takt hermed fra toppen af blev dirigeret i en ganske anden retning slap man ud af vanviddet.

Nu vil hermetikfabrikken Glyngøre til at flytte noget af sin produktion til Polen.

Det er så enkelt, at børn fra 8-10 års alderen kan forstå det, hvis de vel at mærke får en chance, men det gør de ikke, det skulle bare mangler; de kunne jo begynde at tænke globalt og derved hæve sig over den provinsielle hønsegårds pludrehøns.

Jamen det går så godt:
Når man hørte kommentatorerne berette om aktiemarkedet i 1990-erne sad man ikke andet indtryk, end at her kan man tage pulsen på økonomien og nærmest på livet i almindelighed. Det er løgn og bedrag som næsten alt det andet. Aktiekurserne har været pustet kunstigt højere og højere op gennem 1990-erne, ene og alene fordi inflationen, der følger enhver falsk pengeudstedelse, da afsættes i aktiekurserne. Det er specielt den sekundære og den tertiære betalingsmiddelmængde – statsgældspapirer, derivater og andet kram til andet end dagen og vejen - som sætter denne aktiespekulation i gang. Næsten intet af den sum af betalingsmidler, der tilflyder virksomhederne som angivelige investeringer i forretningernes egenkapital, er andet end papir og uansvarlig spekulativ virksomhed, og interessenterne er uden andet engagement end hurtige kursgevinster byggende på køb og salg af papiret, eventuelt nyudstedelse af aktier, der straks flyver til vejrs uden nogen produktion bag. Aktierne skal nemlig falde igen, og derfor drejer det sig om at få fordelt skaderne så meget som vel muligt for dem der har meget i klemme. Når der så registreres reel tilbagegang i alle fremstillingsvirksomheder er det selvsagt noget vanskeligt at holde kurserne.

Forskellen mellem prisen på et glas sild og produktionens enhedsomkostninger (der varierer ved forskellige produktionsniveauer) er det fabrikken, dens arbejdere og den ejer/ejere skal leve af.

Når denne forskel blive for lille til, at de faste omkostninger som gager, energi, husleje og meget andet (der ikke varierer med produktionens størrelse, men pine død skal betales måned for måned uanset indtjeningen) kan dækkes og derudover kan give et tilfredsstillende bidrag til forrentning af den samlede indskudte kapital, så må prisen sættes op, omkostninger sættes ned eller produktionen ophøre/flyttes. Den indskudte kapital er bundet i fabrik, anlæg, produktionen og lageret i princippet gennem hele virksomhedens levetid. Kan denne kapital under de gældende forhold opnå en større forrentning ved at flytte til Polen (flytteomkostningerne iberegnet), så kan det forventes at ske. Hvis investering i f.eks. statsobligationer (statsgæld) også forrenter sig bedre, er dette også en mulighed. Længere er den ikke.

Kan prisen ikke sættes op, fordi omsætningsfremgangen som følge af prisforhøjelsen mere end ædes op af omsætningstilbagegang i den afsatte mængde - ikke fordi folk holder op med at spise sild, men fordi de så køber andre billigere mærker - så kan man prøve at mindske omkostningerne. Her er lønninger, der sideløbende med skatterne og alle faste værdierne er trukket til vejrs af fagforeningsmonopoler og staten i skøn forening, nået til at udgøre næsten 80 procent af alle de omkostninger, der netop varierer med produktionens størrelse. Her kan der ikke røres ved noget, for her hersker snæversynet, der ikke gider indse, at lønninger og skatterne på løn dræner produktionen for købekraft.
Man venter i korridorerne på, at Jericos mure skal falde efter K. Marx's åndsforladte teoristumper.

Resultatet bliver udflytning af de løntunge masseproduktioner, først og fremmest. Så kunne man have håbet på, at uddannelsessektoren var gearet i tide til at skabe de færdigheder, der skal til at begå sig i den videnstunge produktioner, som er de eneste, der til sidst bliver tilbage. Her har man gumpetungt sikret sig siden U-90 en nærmest fri adgang til uddannelserne er blevet fastholdt siden 1960-erne samtidig med at finansieringen heraf sker over skatterne. Unge uvidende mennekser bestemmer kursen for andres regning?? I New York var reaktionen i FN: "I må have råd til det"

Elever, der er så svagt kørende, at de kan ikke følge med i nogen anden skole skal derimod gives et sidste særtilbud, hvor man på hver elev pøser kr. 1.500 i lærerlønning m.v. ud hver gang de går gennem døren til skolen. Der opereres på specialskoler med klassekvotienter på 3, for bl.a. at forsøge at proppe dem med det, som man i dag kalder matematik. Typisk 16 årige, der agerer som 8-9 årige, og fortsat kæmper med 6-tabellen. Vi har ikke noget overblik over, hvor mange elever det kan dreje sig om på landsplan, og vi kender heller ikke fordelingen på nationalitet. Det er spild af tid og penge, og se nu hvorfor:

Vi ved også at arbejdsløse akademikere selv med ph-grader fortsat tilbydes offentlige tilskudsjob - kaldet "dansk koncentrationslejr" - med indsamling af løvfaldsblade og stabling af brænde i skovene, en enkelt uddeler aviser i Vollsmose, mange andre kører bus; alt i mens man ufortrødent fortsætter med at optage kæmpe, nye studenterhold til endnu mere fremtidig humaniora-arbejdsløshed i et land, hvor uddannelsen som en selvforsynende evighedsmaskine er gjort såkaldt gratis - for andre end skatteyderne - , og studenterne fortsat frit kan vælge selv, næsten uden begrænsninger.

Samtidig importerer vi kirurger fra bl.a. Pakistan og Afghanistan - det berettes at hen ved 25% af landets kirurger er udenlandske (husk på dét, inden bedøvelsen virker!) -, for her har man specielt valgt at uddanne de svenske og norske studenter (der står overfor meget strammere begrænsninger i adgangen til uddannelserne derhjemme). De returnerer så straks til hjemlandet efter endt uddannelse i Danmark. Det er da smart.

Når man tydeligt gennem mange år har erfaret niveauet er styrtdykket i gymnasierne, og man samtidig ved at magistrenes fagforening fortsat kører denne nedad-bakke-trafik helt bevidst for større vækst i medlemstallet og dermed flere penge i pamperkasserne, uanset den stadigt stigende akademikerledighed i ansvarsløshedens navn, så er det befriende at vide, at det hele får en forholdsvis brat ende med lønninger på ca. kr. 25 i timen i Polen og kr. 8-12 i Kina for det arbejde, der koster kr. 125-150 her, men som end ikke findes mere i Danmark om nogle ganske få år. Resten herudover (de såkaldte vidensjob) står nemlig i fare for at forsvinde, netop p.g.a. af det, som jeg lige har redegjort for.

Derouten startede for mange år siden (35-40 år ...eller lå planlægningen heraf langt længere tilbage?), men den acceleredes op af især det store skoleforlig mellem Socialdemokratiet og Venstre fra slutningen af 1970-erne, sidstnævnte i "det nære samfunds navn", hvor den sidste rest kastedes over bord til fordel for tilfældige skolebestyrelser og fagforeningspamperiets diktatur. Dette førte til anarki ud over det ganske land, når vi ser på Folkeskolen. Samme linie måtte til sidst følges i gymnasierne, på mellemuddannelserne, på erhvervs- og fagskolerne og i de videregående uddannelser, fordi de nødvendige og helt grundlæggende kundskaber, der skulle have været tilegnet i Folkeskolen, simpelthen var ukendt stof; også når de nåede universiteterne og de øvrige videregående uddannelser. Bare på fagskolerne er frafaldet på uddannelserne i gennemsnit henved 40%. Marxistisk ideologi, senere multietnik sammen med internationalt falskføleri, og totalitære miljøremser tog pladsen og tiden fra bl.a. redskabsfagene læsning, skrivning, regning og vidensfagene geografi og historie i folkeskolen. Nye pædagogiske ideer og tilpassede talemåder er simpelthen blevet en dårlig vane for seminaristhjerner; desværre har de det til fælles, at børnene som helhed ikke lærer at bruge den bevidste del af hjernen. Al gentagelse i form af f.eks. øvelser og også disciplinen er afskaffet for år tilbage. Derimod lærer de at hævde sig eller underkaste sig flokmentaliteten.

Vi skal bekæmpe globaliseringen. Hvad med at bekæmpe nordenvinden?
Så adviserede England 11. marts 2005 at ville yde Afrika investeringer på 100 mia, når det overtager formandsskabet i EU, hvorefter der lyder et ramaskrig fra fastlandskontinentet, fordi merkantilismen der fortsat råder blandt de bestemmende middelmådigheder, som den gjorde i 1600-årene: "Vi skal sandelig sikre os, at vore små virksomheder tjener penge på det, som vi giver til de fattige lande, og vi skal i hvert fald sikre os vi primært, at "aida-danserne" fortsat rejser på businessclass og med champagneglas på Hilton; der skulle jo nødig gå vores næse noget forbi..., "men hvis det bliver farligt, så må Keld altså ikke være med".

Andre toner andre steder fra:

USA har været i gang siden begyndelsen af 1980-erne på at indstille sig på globaliseringen:
Med US-papirgældens placering i Østasien, specielt Kina og Japan, skal tages i betragtning at Kinas efterspørgsel efter energi til industrisektoren forventes at ville fordobles over de næste 15 år, Kinas efterspørgsel efter el er blevet fordoblet de sidste 10 år og forventes at firedoble inden 2019. USA har indtil nu været det eneste land i verden, der kan øge sin købekraft på verdensmarkedet ved at trykke flere pengemidler. Samtidig med at Kina får sikkerhed for sine investeringer via US-papirerne, øges USA-importen er omkring 50%, eller for $310 milliarder flere fremstillede varer end USA eksporterer (på årsbasis). Det bringer landet i en særlig situation, kendetegnet ved både magt og sårbarhed. Uden den centrale, meget særegne status for dollaren og en konsekvent og konstant strøm ind af kapitalinvesteringer fra hele verden, ville landet meget hurtigt krænge over i en katastrofal betalingsbalancekrise: http://www.lilliput-information.com/revalu.html og http://www.lilliput-information.com/frem202.html

Joern E. Vig, cand. oecon.


"if your heart is filled use your brain"