Velfærd + Globalisering - Ideologi = Fremtid

Nyt Danmark

Velfærd + Globalisering - Ideologi = Fremtid
- øget salgbar produktion og eksport – og velfærdssystemet reformeret

Formand rektorforeningen Peter Kuhlmann bekræfter 9. april 2006:
"...at den nylige gymnasiereform ikke har lokket flere i gymnasiet til at vælge de naturvidenskabelige fag. Det skyldes mangel på velkvalificeret naturvidenskabelig undervisning i Folkeskolen..."

3. og sidste del:

Skal velfærden, som vi har kendt den i hen ved 40 år, bevares, skal landet nødvendigvis også kunne klare omstillingen til den forstærkede internationale konkurrence – som indvandringen er den liberale og internationale ideologiske del af. Derfor skal der ske forandringer, som er langt større end omlægningen fra vegetabilsk til animalsk produktion i sidste halvdel af 1800-årene under landbrugskrisen. I realiteten var krisen dengang opstået p. g. a. amerikanske jernbaneskinners nyvundne bæredygtighed som følge af pudlingsprocessens forbedrede hårde stål. Fragtraterne pr. ton styrtdykkede og dermed førte konkurrencen fra det amerikanske korn i Midtvesten til langt lavere verdensmarkedspriser på både foderkorn og brødkorn. Dette havde intet med ideologi at gøre. Det var en opfindelse. PC-eren var også en opfindelse.

At det bliver på det nærmeste umuligt lave forandring blandt politikerne, eftersom VKR-regeringen accepterede den ideologiske velfærdspolitik så tidligt som i 1968, og fordi ingen politiker skal vove skindet, og alle ved det kan blive deres tur til at tage det politiske ansvar af nødvendighed ved et regeringsskifte. Derfor vil alle deltage med lidt og satse på, at andre får lov at tage skraldet, når projekterne som her har lange tidsmæssige virkninger. Desuden er mere end 60 pct. af vælgerne ansat hos det offentlige eller sendt på dagpenge eller anden offentlig forsørgelse. Systemet fortsætter til det opløser sig selv – præcis andre ideologiske eksperimenter - eller standses af kreditorerne.

Det kan forventes at blive til små justeringer næsten uden virkning i det politiske rum. Og dette fører med matematisk sikkerhed landet direkte i statsbankerot, hvor velfærdssystemet afskaffes tilfældigt styk for styk, forudsat krigen i Europa ikke kommer, før der realiseres hastigt voksende budgetunderskud. Samtidig vil vi se eksportindtjeningen falde, og outsourcingen øges p. g. a. forsømte skattenedsættelser, hastigere afgang fra arbejdsstyrken stammende fra både pensionistgruppens vækst, udstødelsen fra og manglende tilgang til arbejdsstyrken i den anden ende.

Ideologerne vil fortsat hævde, der er fred og ingen fare, og de sidste 20 pct. vil ikke opdage/indrømme, der er sket noget, end ikke efter krigen.

Ikke desto mindre må det være rigtigt at anvise nogle veje, som kunne redde det system, som folk har vænnet sig til er gældende og som de bl.a. betaler husleje efter. Noget af det må foreslås afviklet, fordi udviklingen har vist, det ikke har de virkninger, man argumenterede for herunder den gavn, som var forudsat ved dets tilblivelse.

Når det officielt hævdes, at formålet med forligsbestræbelser i de igangværende velfærdsforhandlinger (april 2006) ensidigt skulle være at skaffe flere til arbejdsstyrken, så virker det kun på skatteprovenuet i opadgående og samtidig øger det incitamenterne til at acceptere mere immigration,
d. v. s. indstrømning i større hastighed.

Nuvel, man har ikke koblet globaliserings-spørgsmålet til velfærds-spørgsmålet. Det bliver utvivlsomt skæbnesvangert. Flere skattebetalinger til finansiering af velfærden løser ingen af problemerne grundlæggende. Problemet forværres derimod, som vi nu skal se. Måske udskydes katastrofen en smule, og dette er næsten i alle tilfælde det længste ivrige (professionelle) politikere vil strække sig i tanker og handling, når der skal ske noget stort i deres verden, der mestendels bygger på (parti)tro.

Lad os tage dem på ordet: Flere ind i arbejdsstyrken, d. v. s. flere der tilbyder sig på arbejdsmarkedet end i dag. Medfører dette flere ansættelser i salgbar produktion, eller medfører det flere offentligt ansatte? (besvares nedenfor)

Problemfelter

1. Børnefødsler i Danmark:
a. I gennemsnit fødes det første barn omkring kvindens 28. år - herefter kniber det med at få flere børn.
b. 15-20 pct. af kvinderne i 40-årsalderen i de vestlige lande har ingen børn - dette tal er steget væsentligt.
c. Aborterne er atter steget til at udgøre mere end 15.000 af en fødselsårgang på 68.000-70.000 i Danmark.

For så vidt er b. kendetegnende i udpræget grad for stameuropæere, der er ledige eller udstødte fra arbejdsmarkedet, som ikke tør sætte børn i verden.

2. Immigranter
3. Velfærdsordninger, generelt
4. Uddannelser
5. Indkomst-skattenedsættelse

Skatterne skal dække de offentlige udgifter. Med en stigende afgang til gruppen over 65 år og samtidig en stadig mindre gruppe i arbejdsstyrken p. g. a. manglende fødsler og udstødning fra arbejdsmarkedet bliver det umuligt at få skatteprovenuet til at dække de offentlige udgifter. Allerede i 2010 vil 40 mia. kr. mangle i, at budgettet når sammen.

Hvis skatterne hæves, mindskes det samlede rådighedsbeløb, hvoraf skatterne beregnes og i øvrigt indregnes i, fordi den salgbare produktion og dermed eksporten går ned p. g. a. forringet konkurrencestatus.

Det kan umiddelbart virke som et problem svarende til cirklens kvadratur; men det er det ikke, da cirklen og kvadratet intet har med ideologi af gøre.

Velfærdssystemet bygger i Danmark på serviceydelser og overførsler som en privat rettighed, men indrettet med en kollektiv finansiering, forstået på den måde, at initiativtagerne til systemet forestillede sig alle samfundets individer over livsforløbet skulle modtage lidt mere fra det offentlige, end de rent faktisk betalte i skat. Det var selvfølgelig noget vås, fordi det offentlige ikke kan give nogen noget, før det offentlige har hentet det ind i skatter[1], trykt for mange pengemidler eller lånt pengene. Men denne detalje lader vi ligge. Vi nøjes med at vise virkningerne af tankegangen og forsøger at give nogle anvisninger på, hvor systemet kan renses for ideologi.
Al ideologi, velfærds-ideologi, liberalisme, internationalisme, keynesianisme og europæisme, skal fjernes fra det nuværende danske velfærdssystem:

1. Børnefødsler:
Det kunne være et forsøg værd at forsøge at påvirke alderen, hvor det første barn fødes, i nedgående retning – ”uden at sende kvinderne nogen steder hen”. Herved kunne antallet af børn pr. kvinde muligvis øges. Regeringens forslag om variabel uddannelsesstøtte virker måske lidt, selvom forslaget i det åbne var tænkt blot at skulle øge antallet af skattebetalere ved, at uddannelsen afsluttes tidligere. Når vi ved, at en ganske vist ukendt mængde legater udbetales til unge, der spekulerer i legatudbetalingerne og gerne skifter studium for at opretholde udbetalingerne, så er det blevet til en slags udvidet supplerende bistandshjælp i en række tilfælde. Stramninger er her heller ikke uden virkning; måske skal der mere til (se nedenfor).

Ét forslag til hvorledes børnefødslerne kan øges blandt de ledige/udstødte:
Ledige og udstødte over 30 år, kunne tildeles et offentligt tilskud udbetalt månedsvis svarende til forskellen mellem understøttelsen og mindstelønnen på arbejdsmarkedet i 5 år, når de sætter deres første barn i verden efter det fyldte 30. år; gældende for begge barnets forældre.

Samtlige udgifter vedrørende aborter, der ikke har medicinsk eller kriminel indikation, kan vælges opkrævet ved den aborterende eller ved faderen.

Offentligt tildelte og udmålte gaver til børnefamilier øger afgjort ikke incitamentet til at sætte børn i verden blandt de barnløse, ældre eller andre marginale vælgergrupper, der kunne være truende ved at valg, modtager også gaver. Dette kan ikke ses, at have andet end formel fordelingspolitiske begrundelse. I Tyrkiet og Thailand har man uddelt hårde hvidevarer til potentielle vælgere op til parlamentsvalg; der er ikke meget forskel. Alle disse offentligt tildelte gaver skal omarbejdes til fradrag i skatten, hvorved efterspørgslen efter arbejdskraft til produktionsformål øges.

2. Immigranter
Når 40 pct. af de ledige og udstødte i de arbejdsdygtige aldre i Danmark tilhører en delpopulation, der udgør godt 13 pct., så er det vanskeligt også for Velfærdskommissionen at finde nogle løsninger på velfærdens finansieringsproblem ved at manipulere en meget stor del af problemet i år 2006 efter 25 år masseindvandring til at være en central del af løsningen på problemet.
I nogle af regeringens tænketanke ser det ganske anderledes ud.

Indvandringen fortsatte med indstrømningsvækst fra 11.369 nye i 2004 til 12.644 nye udenlandske statsborgere i 2005, hvoraf 9.730 kom fra områder uden for Vesteuropa, Nordamerika, Israel, Japan, Australien og New Zealand.
Det er ikke nok.

2006: Fri indvandring:
Ingen tvivl, liberalen vil også til fadet efter internationalen har høstet hovedparten af byttet fra indvandringen igennem 25 år:

Allerede før valget i 2001 var der indført en såkaldt jobkort-ordning (Greencard i USA), der indebærer en maksimal skatteprocent på 25 pct. af indtjeningen de første tre år for udenlandske, højtuddannede nøglemedarbejdere. Med denne beskatning opnår de pågældende samme rettigheder og samme adgange til den offentligt finansierede danske velfærd som danskerne, der ganske vist skal betale den fulde pris. Tilmed en så høj pris at vore salgbare produkter ikke kan produceres og afsættes i tilstrækkelig mængde til, at velfærden kan finansieres i fremtiden. De ledende ved altså godt, det er hel galt fat. Dokumentationen: http://www.workindenmark.dk/%20Taxation/0/1/0

Ordningen har vist sig ikke at virke efter hensigten. Det hænger sammen med, at de kvalificerede begyndte at sive til USA og England i begyndelsen af 1980-erne.

Der foreslås netop i foråret 2006 en ordning, der tillader immigranter uden videre at tage til Danmark og søge job i 6 måneder, uden der skal indgives nogen ansøgning til udlændingestyrelsen. Onkler, fætre og svogre er her allerede.

Løsningen er ikke svært se. Det kræver kun overvindelse af de ideologisk anfægtelser. Og den opgave lader sig måske ikke løse, inden lyset slukkes over Europa.

3. Velfærdsordninger, generelt
Efterlønsordningen blev i sin tid indført med den argumentation, at hård fysisk nedslidning på arbejdsmarkedet havde skabt et behov for tidlig, gradvis overgang til pensionisttilværelsen, og desuden hævdede man, at ordningen ville reducere ungdomsarbejdsløsheden/udstødelsen væsentligt. Ordningen har især været benyttet af skolelærere, pædagoger og bibliotekarer. Med stigende gennemsnitlig levealder og en igangværende overgang til mindre fysisk krævende arbejde generelt, er ordningen blevet en generel førtidspensioneringsordning, men en sådan findes i allerede.

At hæve folkepensionsalderen gavner en ganske lille smule.
Offentlig finansieret gældseftergivelse til ledige og udstødte som foreslået vil gavne meget.

Velfærdsordninger som diverse orlovsordninger, der giver frihed for forældre i arbejde i helt op til et år pr. barnefødsel ser kun at fordyre vareproduktionen, uden der er andet end et ideologisk bestemt behov. At små virksomheder heller ikke tør ansætte kvinder er til at forstå, da der skal ansættes hen ved to for én, når de er i de fødedygtige aldre.

4. Uddannelser
er yderst centrale at få indrettet realistisk. Ideologi har erstattet indføringen i redskaber og færdigheder, så det er blevet til en katastrofe.

I områderne 'undervisning', 'sundhed', og 'social omsorg' var der i 2001 (i følge Velfærdskommissionens rapport, ”Velfærden kommer ikke af sig selv”) officielt ansat 630.000 svarende til lige knap 22 pct. af den samlede arbejdsstyrke. Præcis hvor mange der er ansat i de enkelte tre sektorer og fordelingen på institutionernes art og størrelse, det sidste målt ved mængden af klienter, elever, patienter er ikke tilgængelige oplysninger, der skal kastes lys på. I betragtning af at området er blevet mere end dobbelt så stort siden 1960, endda målt ved andelen, det optager af den samlede (tredoblede) samfundskage, skal vi åbenbart ikke kende sådanne oplysninger, der kunne sætte os i stand til at udregne nogle mål for produktivitet (præstationer i forhold til ressourcerne) og mål for effektivitet (målopfyldelse i forhold til ressourcerne).

Primo april 2005 oplyste DR-teksttv, at 30 pct. af folkeskolelærernes arbejdstid går med at undervise børnene. Nu forstår man måske bedre, hvorfor hollandske 9 årige skoleelever undervises dobbelt så meget til den halve pris. Eller tag nogle andre områder: Ca. 10 pct. af studenterne falder fra på de videregående uddannelser, og det årlige optag på ingeniøruddannelserne er faldet med 50 pct. fra 1985-1995[2].

Uden detaljerede ressourceopgørelser er problemerne umulige at afdække. 11. april 2005 oplyser TV2-Nyheder, at 57 pct. af de folkeskolelærere, der underviser i faget dansk i Folkeskolen, ikke havde valgt danskfaget i uddannelsen på seminariet, og tilsvarende gør sig gældende for 97 pct. af de, der underviser i fagene naturfag og teknik[3]. Det mest afsindige er, at vi ikke har fået disse oplysninger, længe før skolen rent faktisk brød sammen. At eleverne tilegner sig ideologien indgår helt centralt i bedømmelsen af hvilke elever, der klarer sig godt og hvilke skidt helt nede fra børnehave- folkeskoleniveau.

Viden og kompetencer skal i front:
Skal Danmark have en chance i disse år med virksomhedsudflytning, skal der satses helhjertet og konsekvent på viden og kompetencer, der kan bringe os hurtigt i front i den vestlige verden. Arbejdskraften til at tage sig af en voksende ældreandel i befolkningen vil aldrig blive et problem. Den næstfarligste udvikling vi overhovedet har været inde i nu i to generationer er gymnasielærernes egen reproduktion af egne irrelevante kompetencer, der langt hen ad vejen ikke er business-relevante, hvis vi skal overleve som civiliseret nation. Det står ikke bedre til i Folkeskolen, men her må vi satse centralt på dansk, engelsk, tysk, matematik, biologi, økonomi, data og historie, fordi det ikke kan lade sig gøre at udskifte store dele af lærerstaben her og samtidig finde en udviklings-befordrende erstatning, der gør eleverne egnede til det nye gymnasium.

Midlerne til at rette kursen op på 3-5 år går over de komparative fordele, som Danmark skulle have benyttet på uddannelsesområdet straks i 1960-erne i stedet for at lade unge uvidende mennesker bestemme godt hjulpet på vej af gymnasiernes magistre, hvor vi gik hen med det hele for andres regning. Vi er henvist til importere relevante undervisningssystemer og lærerbøger (eventuelt oversatte) i Irland, Holland, England, Tyskland og USA, og eventuelt få ansat enkelte lærere fra disse nationer i nøglepositioner.

USA begyndte handlingsorienteret at tackle globaliseringspolitiske spørgsmål allerede i begyndelsen af 1980-erne:Dollar-faldet. Det samme gjorde England.

Irland havde i 1970 en produktion, der var halvt så stor som den danske - i dag er Irlands produktion pr. indbygger 10 pct. større end den danske.
Uanset om vi skal se velfærdssystemet gradvist bryde sammen p. g. a. manglende finansiering, eventuelt med et sidste greb efter inflationen uden for Euro-zonen, og så længe EU ikke har standset dette, så kan vi med en delvis afsporet uddannelses- og forskningssektor, hvor 2 ud af 3 uddannede fortsat retter blikket mod beskæftigelse i den offentlige sektor, så vil den nærmeste fremtid bringe flere og flere billige importvarer til landet til en stadigt større andel af befolkningen, der vil være henvist til offentligt tildelte overførselsindkomster som livsgrundlag. Udveksling af varer og produktionsfaktorer herunder vidensoverførsel med de lønlette områder vil være aktuel en årrække frem.
En lang række af humaniora uddannelserne må simpelthen have meget lav eller ingen tilgang af studerende. Og kan det ikke lykkes at nedbryde ideologien, om hvad det frie uddannelsesvalg fører til efter de tre års prægning i gymnasiet, må der indføres studieafgifter svarende til de samlede uddannelsesudgifter og ophør af tildeling af offentlige legater til de uddannelser, der ikke vil give beskæftigelse i samhandelssektoren, og ikke ved andet end naturlig afgang andetsteds i mange år frem.
De offentligt finansierede legater kunne fjernes og erstattes af lån, ligesom en uddannelsesafgift svarende til de faktiske omkostningerne kunne indføres. Legater og gratis uddannelse er flot og skævt, dels fordi en mængde uddannede ikke opnår beskæftigelse med deres uddannelsesvalg, dels fordi de, der ikke tager en videregående uddannelse, faktisk betaler for uddannelsen, der tilmed medfører en højere løn. Dette kan kun begrundes i ren elite-tænkning. Samtidig ”forbruges” vort produktionsapparat til dets egen udslettelse/udflytning ad den vej.
Afviklingen af de private uddannelsesomkostninger kan ske i annuitetslån med 20 års varighed[4].

5. Indkomst-skattenedsættelse
Lønningerne skal ned med mindst 30-35 pct.[5] Indkomstskatten kan ændres til en kildeartsbeskatning, for løn en proportional lønskat opkrævet direkte og endeligt ved kilden som en lønsumsskat, indbetalt direkte af arbejdsgiveren, primært for at spare indkomstskattekontrollen[6]. Provenuet fra lønsumsskatten skal ned med beløb mindst svarende til, at den disponible løn faktisk stiger med 2-3 pct. Selskabsskatteprocenten skal ned mindst til niveau med den irske, og det kan blive eneste virksomhedsskat. De forskellige fondsbidrag bortset fra pensionsopsparing på lønsedlen samles efter reduktion med mindst 50 pct. i ét uddannelsesfondsbidrag med henblik på direkte og individuel benyttelse.

Alle dagpenge, understøttelser og pensioner udbetales som skattefrie beløb.

Dette vil naturligvis give nogle offentlige budgetunderskud de første år, men da indretningen tiltrækker mange avancerede virksomheder, vil skatteprovenutabet inden 10 år være fuldt genoprettet, fordi der netop tilføres kapital til produktionssektoren modsat nu, hvor den tappes til sidste blodsdråbe og derfor stikker af efter omkostningsbesparelser. Tilbage vil vi have en dominerende vidensbaseret produktion med højtuddannede og vellønnede medarbejdere.

Mange nye virksomheder og øget salgbar produktion i de bestående virksomheder er resultatet. Derved trækkes arbejdsstyrken i beskæftigelse og skaber købekraften til den såkaldte velfærd pr. automatik. Her følges selvsagt jordens omdrejninger i universet. At der skal en mental polvending til, skal ingen være i tvivl om. Fyrre år med pyramiden vendt på hovedet af ideologien.
"Nu kan vi komme tilbage til virkeligheden” kan vi kalde projektet efter 40 års utopi.

9. april 2006
Joern E. Vig, cand.oecon.

[1] Man opererede således med en svag underbudgettering – underskud på de offentlige finanser - fra systemets start, hvilket vi fik at mærke efter det første 10 års virke, hvor landets inflation steg voldsomt, så udlånsrenten måtte op til knap 22 pct. i 1979. Man skal bemærke, at velfærdssystemet kom til at stå sin første prøve i netop dette 10 år, hvor to olieprisstignings-chok kom i 1974 med mere end 400 pct. prisstigning og igen med en mindre i 1979. De blev kaldt begrundelser for massearbejdsløsheden fra 1973. Det var afgjort ikke den fulde sandheden.
[2] F.eks. vektorregningen, der er grundlaget for elektronik og avanceret fysik, afskaffedes allerede i begyndelse af 1980-erne i gymnasierne med henvisning til, at de rekrutterede gymnasiaster fandt emnet for vanskeligt.
[3] Stammer de manglende færdigheder i matematik og fysik herfra, når vi netop ser på tilgangen til ingeniøruddannelser i afsnittet ovenover?
[4] Det var skæbnesvangert fra starten at give fri adgang til uddannelserne og tilmed gøre den helt overvejende uddannelsesomkostning skattefinansieret. I FN var svaret på den dengang præsenterede U-90-betænkning – Perspektivplan for uddannelse i Danmark indtil 1990 : ”I må have råd til det”. Der er faktisk chance for at få fjernet dette ideologi-element nu, men det vil afgjort støde mod stor modstand blandt de unge, der opfatter elementet som en velerhvervet rettighed, grænsende ti en naturlov, selvom det er sket på bekostning af den halvdel, der ikke tager en videregående uddannelse.
[5] Ikke for at konkurrere med lavtlønsområderne om de løntunge produktioner, men fordi vore varer er for dyre til, at de kan sælges tilstrækkeligt til, at vi kan afvikle statsgælden og skabe flere nye samhandelsarbejdspladser samtidig. Og det er opgaven.
[6] Det er bevist for mere end 25 år siden, at al tale om progression i skatteskalaen med stigende indkomst er vås. Progressionen udlignes fuldt af de større fradrag.

"if your heart is filled use your brain"