Cool at være kommunist igen

Information om Danmark

”Det er cool” at være kommunist igen
http://lilliput-information.com/cool.html

Et overraskende stort antal af de politiske ledere i Europa og Latinamerika var kommunistiske agitatorer i ungdommen, og de skjuler ikke længere deres oprindelige dagsorden.

Lad os bare få dem frem:
Bare ét tiår efter Berlin Murens sammenfald indgik det gamle kommunistparti i magtdelingen i den nye tyske hovedstad. Den europæiske unions forsvarspolitiske chef er tidligere professionel maxistisk agitator fra Spanien. Den nyligt afgåede franske Premier Minister afsløredes for nylig som trotskitisk mulvarp inden for Socialistpartiet. En trotskitisk kommunist, som havde infilteret Francois Mitterands Socialistparti. Efter at have gravet sig ind i Socialistpartiet blev Lionel Jospin dets leder. I vinteren 2001 afslørede nogle tidligere kammerater Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer som en 1970-er-kollaboratør med ikke så lidt tilknytning til Baader-Meinhof terrorgruppen. Endog Tysklands social-demokratiske Kanzler, Gerhard Schröder, indrømmede for ikke længe siden, at han havde sympatiseret med terroristgrupper, som forsøgte at vælte det system, som han blev leder af som tysk forbundskanzler.

Trotsky liver op:
Verden skal forestille at ryste det efter-Sovjetiske ry af sig af marxisme og venstreorienteret ekstremisme. I Genoa førte en frontorganisation af det italienske kommunistparti – med deres røde banner med portræt af Che Guevara, der antyder en genkomst af militant aktivitet ikke set siden 1960-erne – an som den blodige fortrop i de voldelige protester mod de industrialiserede demokratiers topmøde. Selv World Federation of Democratic Youth – et overlevet Sovjet-opbygget internationalistisk frontorgan med hovedsæde i Budapest – opildnede protesterne i Genoa med dets betændte støtte. Det var ikke den eneste marxistisk-leninistiske antidemokratiske gruppe, der blev støttet af vildførte, venstredrejede medlemmer af socialdemokratiske partier i bl.a. Europa, oplyser Constantine C. Menges, en tidligere efterretningsofficer i CIA, der nu er et seniormedlem af Hudson Instituttet i Washington.

Ideologi og narko:
Tilsyneladende har de lært meget lidt af afsløringerne, der fulgte efter opløsningen af kommuniststyrerne i Østeuropa., og det viser sig at mange af de vildførte grupper og individer er tilbage med støtte til en antidemokratisk, radikal, men mere sløret kurs. For eksempel støtter de [Hugo] Chavez regime i Venezuela og de kommunistiske guerillas i Colombia.

Inspireret af Libyens Muammar Qaddafi og Cuba’s Fidel Castro er militærisk stærke Chavez ved at forandre det olierige Venezuela til et såkaldt populistisk, anti-USA diktatur, oplyser amerikanske efterretningskredse. Internt oplyser de at Chavez har skabt en helle for revolutionære hærstyrker fra Colombias (FARC) narkoguerillas, en 18.000 mand stor hær, der begyndte for adskillige tiår siden som en udbrydergruppe af det lokale kommunistparti og som stadig støtter sig til Marxistisk-Leninistisk ideologi.

Det var faktisk Clinton-regeringens politik at støtte Colombia, et land der er dobbelt så stort som Frankrig med midler til at bekæmpe narkoproducenter og narkotrafikken, men som helt bevidst begrænsede den amerikanske indsats af militærudstyr, så det forhindrede den siddende regering i Bogotá i at bekæmpe FARC. En Amerika-forhandlet “fredsproces” hjalp med at give FARC et tilflugtsområde på størrelse med Schweiz. Nu er udsigterne for Colombia opløsning, mens det kokain- og heroin-finansierede FARC opnår militært fodfæste.Ultra-venstre-orienterede politikere styrer nu nogle af de mest populære storbyer i Vesten: Mexico City and São Paulo, Brazil.

Reagan-doktrinen stoppede Sovjet-ekspansionen i Central Amerika i 1980-erne, men det ekstreme venstre bearbejder det politiske system for at tage magten. Farabundo Marti National Liberation Front, den tidligere kommunistiske guerillahær i El Salvador, der prøvede at skyde sig vej til magten og myrdede adskillige USA-observatører i denne process, er nu den næst-stærkeste politiske kraft i landet. Den kontrollerer hovedstaden og dominerer lovgivningsmagten, og forventes at fortrænge det regerende konservative parti. Lige op til Nicaragua, hvor meningsmålinger peger på tidligere Sandinist-kommandant Daniel Ortega med en blandet opbakning ved det næste præsidentvalg i november (2004).

Chiles Socialistparti, der vandt præsidentposten, er det mest radikale af alle såkaldt almindelige socialistpartier i verden, noterer Wallace H. Spaulding, en forsker hjemmehørende i Virginia, og som laver årlige raporter om venstrefløjsbevægel-sernes status. Præsidenten blev i Chile valgt med kommunistpartiets støtte.

Skeletterne ud af skabet:
Verdensfredsrådet (WPC) som koordinerede mange af de internationale fredsbevægelser mod Præsident Ronald Reagans militære opbygning i 1980-erne er blevet til igen i nogle ledige kontorer i Helsingfors bemandet med nogle af de gamle skeletter efter kollapset af Sovjet i 1991. Uden Sovjet-forbindelsen er fraktionerne gået over i en slags konkurrence-situation. ”Efter Sovjet-kollapset konkurrerer de franske og de nordkoreanske kommunistpartier om førerskabet af den tidligere Sovjet-ledede bevægelse, og de sponsorerer konkurrerende systemer af konferencer og festivaller”, siger Spaulding. Der er marxister, økologer, feminister og bøssers-rettigheder-aktivister. Det er ikke lykkedes for nogen af dem at vinde kontrollen over det samlede billede.

Flere af de traditionelle kommunist-frontorganisationer eksisterer stadig, men nu under mindst ét lag af kamouflage, f.eks. i antiglobalism koalitionen. Terminologien er ændret fra marxistisk-leninistisk retorik til anti-globaliserings-temaer. Nordkorea, Kina og de gamle organer i Indien forsøger at overtage det hedengangne Sovjets rolle med ledelse og midler. De traditionelle socialistpartier, der regerer det meste af EU hører til den gammelkendte kategori, Internationalen. De rekrutterer nu deres ledere længere og længere til venstre i forhold til, hvad der var tilfældet under Den Kolde Krig.

Ny revolutionær ideologi:
Den gamle revolutionære ideologi er chic igen. Én af de teoretiske arkitekter til den ny anti-globalistiske bevægelse er Anthonio Negri, en tidligere Italiensk professor, der sammen med Hertug og universitetsprofessor Michael Hardt er i gang med en nyt bogimperium. Forlaget Harvard Universitetspresse, som udgav USA-udgaven kalder rosende bogen et ikke-skamfuldt utopia-arbejde i politisk filosofi, et nyt Kommunistisk Manifest. Harvard giver Negri følgende identitet: en uafhængig forsker, forfatter og fange i Rebibbia Fængslet i Rom. Hvorfor er han i fængsel? New York Times var bedre informeret. Negri er ifølge the Times’ anmeldelse en gammel Italiensk filosof og en mistænkt terrorist-hjerne, som afsoner 13 års fængselsdom i Rom for at have opildnet til vold i de turbulente 1970-er. Negri er angiveligt et hemmeligt medlem af De Røde Brigader. Og endog før Negris bog blev udgivet, var den på Amazon. com’s top-100 best-seller-liste og på New Yorks Universitets top 10. Det såkaldt frie marked taler[13]: Marxistisk terrorisme er cool.

Terroren fra 11. september 2001:
”Danmark huser ikke krigsforbrydere eller terrorister”, udtalte den tidligere danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen umiddelbart efter katastrofen den 11. september 2001.
Sidst på aftenen efter årets Åbningstale i Folketinget måtte han advare sin justitsminister, der havde hævdet, at han ikke var orienteret om forholdene med det ene og det andet.

Den 1. maj 1994 kunne man læse i Jyllandsposten:
”Op mod 40 af verdens mest frygtede terrororganisationer har baser eller agenter i Danmark, mener PET. Organisationernes sympatisører skaffer pengene, falske pas og fristeder til bevægelsernes aktive terrorister. Officielt vil PET ikke fortælle om sit kendskab til de mange terrororganisationer i Danmark, men ledende medarbejdere i efterretningstjenesten siger, at næsten 80 pct. af de 50 bedst kendte bevægelser har direkte kontakt til folk i Danmark. Det kan være medlemmer, som har politisk asyl, indvandrere eller danskere, der sympatiserer med deres kamp….” Citatet er uddrag af Ruth Berings TTV2-seerbrev 7/10 2001
Skulle vi virkelig til efterretningstjenestens oplysninger for 10 år siden for blot at danne os et nogenlunde overblik? Skulle danskerne som sædvanlig beroliges?

Der er officielt cirka 32,5 mill. muslimer i Europa. De repræsenterer alle muslimske retninger i de europæiske storbyer.

Fremskudt base: For at være i stand til at påbegynde deres jihad (hellige krig) mod de »vantro« i Vesten har islamisterne etableret en slags fremskudt base blandt deres fjender (i Europa, red.). Denne base opererer under dække af demokrati, menneskerettigheder, ytringsfrihed og religionsfrihed, siger Yoni Fighel, der er terrorekspert ved det tværfaglige center i Herzlia i Israel.

Yoni Fighel anser fundamentalistiske organisationer for at være en trussel imod hele den liberale vestlige verden. Storbritannien står over for en akut trussel fra sine egne interne muslimske samfund. Al Muhajiroun-organisationen sigter mod oprettelsen af en verdensomspændende islamisk stat, der vil blive oprettet gennem jihad. På Nørrebro i København er det ikke ualmindeligt at se navnene Hamas og Jihad skrevet som grafitti med arabisk skrift på husmure. I Frankrig, Italien, Tyskland og Spanien har myndighederne inden for det seneste år afsløret islamiske terrornetværk med tilknytning til al-Qaeda, der var i færd med at planlægge attentater mod europæiske mål. Alt sammen tydelige tegn på, at aktiviteten blandt militante muslimske fundamentalister er stigende i Europa, selv om der endnu ikke er registreret angreb i samme størrelsesorden som terroraktionerne i USA, Østen, Afrika eller Mellemøsten.

Al-Qaeda på Balkan: På Balkan, hvor blandt andet Iran er blevet beskyldt for i ly af krigen i 1990'erne, at have eksporteret et stort antal fundamentalistiske krigere til Bosnien, er politikere begyndt at tale om stigende aktivitet i muslimske fundamentalistiske kredse. Radikale islamiske grupper i Bosnien er i færd med at planlægge terrorangreb, sagde Bosniens præsident Dragan Covic for nylig (2004) til avisen Washington Post. Disse terrorceller er meget farlige. Ikke kun for stabiliteten på Balkan, men også for europæiske og amerikanske interesser. USA's manglende evne til at skride ind over for al-Qaedas trusler i det fjerne Afghanistan i 1990'erne fik forfærdelige konsekvenser den 11. september 2001. Tænk på, hvilken ødelæggende effekt, det kan medføre, at den islamiske ekstremisme er tiltagende midt i Europa, mener Dragan Covic.

Den herboende iranske afhopper og tidligere diplomat Ali Akbar Omid Mehr, har tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, at Iran også har været med til at oprette såkaldte sovende celler i Europa, inklusive Danmark. Omid Mehr mødte selv Osama bin Laden to gange som Irans konsul i Pakistan og så blandt andet dokumenter om pengeoverførsler til aktive netværk i Skandinavien og forskellige terrorgrupper i Mellemøsten.

Problemet er, at ingen eksperter, end ikke de forskellige europæiske landes efterretningstjenester, har noget præcist billede af, hvor aktive de forskellige fundamentalistiske organisationer er, og i hvor vid udstrækning disse har økonomisk eller operationel tilknytning til aktive terror-organisationer.

Manglende bemanding: Yoni Fighel påpeger, at de europæiske efterretningstjenester ikke er udstyret til at infiltrere de lyssky fundamentalistiske muslimske organisationer, og at de derfor ikke ved, hvad disse foretager sig. Med Storbritannien som eksempel beskriver han en udvikling, der er gældende for de fleste lande i Europa: I Storbritannien er der ikke blevet gjort en reel indsats for at udvikle efterretnings-dækningen og analyseevnen. Det er heller ikke gjort til topprioritet at hverve arabisk-kyndige, lige som forsøgene på at spore banktransaktioner og hvidvask af penge, der bliver brugt til terror, har været få, siger Yoni Fighel. Nu har tigeren vokset sig stor og stærk på britisk frihed og er ikke længere kun en trussel mod dem, som bor i fjerne »fare-zoner«, advarer han.

En mulig alliance:
Indtil for ganske nylig forsøgte de europæiske ledere at holde deres bånd til 60-ernes og 70-ernes postmoderne begynder-terrorisme skjult for offentligheden. Tilsyneladende tilgiver offentligheden hurtigt, når medierne præsenterer brudstykkerne om fortiden i velovervejede brudstykker og korrekt opsætning. Al Qaeda-terrorisme adskiller sig nok fra den postmoderne begynder-terrorisme i 60-erne og 70-erne, hvor hele bevægelser udførte gerninger og derefter tog ansvaret, ved at bestå af små celler på ned til tre til seks personer. Nu kan selv terrorister vel forventes at lære af andres fejl. Det lave antal personer gør det meget lettere for cellerne at tilpasse sig nye geografiske omgivelser uden at vække opsigt. Og denne virkelighed mener Yoni Fighel og andre eksperter altså, at Europa for længst er blevet en del af. At fremtvinge en ny totalitær dagsorden efter Trotskis eller Negri’s ideelle opskrifter eller at terrorisere Vesten til underkastelse for Islam kan langt hen ad vejen køre over samme delstrategi og/eller taktik.
Opløsningen, volden, bomberne, underkastelsen og verdensherredømmet har de tilfælles.

Det er også "cool" at tro på Darwins teorier, netop fordi kun få ved at han ikke selv troede på teorierne, men skrev for sin tids tidsånd: Darwin og ismer


"if your heart is filled use your brain"